Et tilfældigt møde online resulterer i et ualmindeligt venskab mellem en 25-årig kvinde og en midaldrende mand. Det kan hurtigt lyde en smule skummelt – men det er alt andet end det.  

Den unge Lily Trevino (Barbie Ferreira) lever et ensomt liv uden social omgangskreds eller fremtidsplaner, som selv hendes psykolog græder over. Lily har dog sin (narcissistiske) far, Bob, som hun søger trøst og accept hos, men da han lukker hende ude af sit liv, leder hun efter ham på Facebook. 

Hun finder Bob Trevino (John Leguizamo), som godt nok deler hendes fars navn, men egentlig er en helt fremmed. Da Bob begynder at like hendes opslag, udvikler de et venskab, som får stor betydning for dem begge.

Fra pinligt til rørende

Barbie Ferreira leverer en vidunderlig præstation i rollen som Lily. Hendes måde at afbalancere alvor og humor gør karakteren virkelig dynamisk, og man får hurtigt et meget klart billede af Lily som menneske: en klassisk people-pleaser uden fremtidsmål, men med ultra-tåkrummende Facebook-opdateringer. Hun bliver aldrig vred – selvom hun burde – og det er både frustrerende og rørende.

Man får en forståelse for hendes livssituation og på samme tid en kæmpe frustration både over hende og til menneskerne omkring hende – og alligevel kan man ikke lade være med at heppe på hende. Ferreira skubber Lily ud over biograflærredet, og man oplever virkelig mange følelser omkring hende på meget kort tid. Lily bliver et tragikomisk mesterværk af en karakter.

Genial kemi – på skrift og i virkeligheden

Ferreira spiller overfor John Leguizamo, der indtager rollen som den ”forkerte” Bob Trevino, og deres kemi er ægte og ubesværet. Man tror på dette usædvanlige venskab – på humoren, trøsten og den oprigtige interesse, de finder i hinanden

En stor del af forholdet udvikles gennem Bob og Lilys Messenger-beskeder, og det er så tilfredsstillende at se en film, hvor digitale beskeder rent faktisk ligner rigtige digitale beskeder. Det gør deres relation endnu mere troværdig. Leguizamo gør Bob blid og kærlig, og han løfter samtidig Ferreiras præstation yderligere.

Klichéer tager over – men lettelsen rammer stadig

Filmen består af en masse humoristiske scener, som dog ofte bliver lidt overdrevne – eller måske bare meget ”amerikanske”. Det er en rød tråd gennem hele handlingen, og de klassiske klichéer er til tider lidt for meget, Lily har alle tænkelige traumer med i bagagen, hendes far er en dating-parodi, hun har ingen venner og intet fungerer i hendes liv – og alligevel er hun altid glad, når hun ikke er alene.

Generelt sker der rigtig meget i filmen, men den forløber sig overraskende smooth uden de store konflikter. Man sidder flere gange og tænker: ”Nu må der da gå noget helt galt? Nu må der komme et twist, noget modstand, et eller andet?” Fordi starten især er så fuld af humor og klichéer, mangler man lidt mere reel konflikt undervejs. Det er dog ikke lig med, at man opdager, at konflikterne mangler – og det er heller ikke altid, man egentlig har brug for dem. Det kan være frustrerende, at der ikke er så meget at frustrere sig over, og det kan være frustrerende, at filmen faktisk fungerer rigtig fint uden. 

Man når aldrig helt at føle, at Lilys liv for alvor er på afveje, men underligt nok er det voldsomt forløsende, hver gang der sker noget godt for hende. 

Skørt og genialt 

Det usædvanlige venskab mellem Bob og Lily er inspireret af instruktør Tracie Laymon egen oplevelse, da hun søgte efter sin far på sociale medier. Så selvom det kan virke urealistisk, er den god nok. Grundlæggende er det en virkelig sjov og rørende historie. 

Trods nogle spændingsmæssige mangler er ‘Bob Trevino Likes It’ en hjertevarm fornøjelse. Man lader sig rive med følelsesmæssigt – og derfor er filmen bare irriterende god.