‘Bombshell’ er Hollywoods hidtil bedste film om MeToo

'Bombshell' var nomineret til flere oscarstatuetter, men tog kun prisen hjem for bedste hår og make-up. Det er velfortjent. Særligt Charlize Theron er næsten identisk med fox-værten Megyn Kelly. Foto: Nordisk Film Distribution

I Jay Roachs film om sexskandalerne hos Fox News bliver vi præsenteret for, hvordan det føles at blive udsat for sexchikane. Og det er en fucking gyser.

Mediemogulen Roger Ailes blev afskediget fra Fox News i 2016 efter anklager om sexchikane af mere end 20 kvindelige ansatte på den konservative nyhedskanal.

I ’Bombshell’ følger vi de tre nyhedsværter Megyn Kelly (Charlize Theron), Gretchen Carlson (Nicole Kidman) og Kayla (Margot Robbie) i tiden fra Carlsons fyring fra stationen og det efterfølgende sagsanlæg mod den klamme boss Ailes (John Lithgow).

Truth be told, historien om sexskandalerne på Fox News er virkelig spændende. Vi placeres i en gennemsyg arbejdskultur, møder en fedladen skurk (der var presseansvarlig for ingen ringere end Nixon), stribevis af langlemmede, undertrykte blondiner i korte kjoler, bindegale konservative, heriblandt Donald Trump, sexchikane – og enkeltpersoners heroiske opgør mod det toksiske magthierarki.

Filmen er skrevet af Charles Randolph, der også stod bag den mirakuløst ikke-kedelige finanskrisefilm ’The Big Short’. Man mærker det her i fortælletempoet, de rappe replikker, overskuddet, i det solide research og lysten til at løfte tæppet og afsløre lorten bag det.

Resultatet er en gennemført og solid fremstilling af, hvordan det er at være en ambitiøs arbejdsbi i en sexistisk arbejdskultur, som accepteres og tabuiseres bredt. Og hvordan man overkommer det.

Mandesvin eller dem vi elsker?
Charlize Theron ligner i sit portræt af studieværten Megyn Kelly en kvinde, der er i absolut kontrol over, hvordan og med hvilken styrke, hun skal dosere sin skønhed, karisma og intellekt. Hun går all in og brager igennem skærmen, som var hun mere elektriske ladninger end menneske – indtil Fox-kulturen klemmer sig sammen omkring hende.

Efter en kontrovers med den kvindefjendske Trump, der eskalerer ud af kontrol, sidder en tydeligt nervøs Megyn Kelly klar foran kameraerne. Hun skal italesætte den mediestorm, hun ellers havde taget ferie fra.

Det mandlige crew giver en peptalk – selvfølgelig kan og skal hun sige fra overfor Trumps sexisme og bevare sin journalistiske integritet, fornemmer man.

En lang række dygtige skuespillere pryder rulleteksterne, blandt andet Allison Janney og en fremragende Kate McKinnon. Men stærkest alligevel står castingen af Kellys mand, Mark Duplass, der som jovial mand agerer støtte og favn i kulissen. Han har tidligere formået at spille sine roller i for eksempel hans egen tv-serie ’Togetherness’ som moderne, følsom og tilstedeværende livspartner. Den stemning er med ham her.

Det kan indimellem føles som om, man i forsøget på at få flere kvindelige, feministiske historier på lærredet i Hollywood, ender med at smide en del mænd under bussen i samme vending.

Det sker i Ruth Bader Ginsburg Biopic’en ’On the Basis of Sex’, hvor mænd fremstilles som privilegerede og liderlige jakkesæt, eller i HBO-serien ’The Loudest Voice’ om Fox-skandalen, men med et større fokus på manden, der begik uhyrlighederne, fremfor de kvinder, der måtte leve med dem.

Men det er gudskelov ikke tilfældet her, hvor smukke kvinder får plads til at være ekstremt kompetente, egoistiske, ambitiøse og modige, mens mændene er troværdige, følelsesmæssige støtter.

Nogle af dem i hvert fald.

MeToo er en fucking gyser
Den helt store styrke ved ’Bombshell’ er, at den ikke fortæller nyt, men derimod noget, som de fleste kvinder ved i forvejen: Hvordan det føles at blive seksualiseret mod sin vilje. Tvivlen, skammen, usikkerheden, vreden – og det evige smil, man må respondere med, fordi alt andet virker så svært, når ingen er enige i, at noget er galt.

MeToo-historierne stopper altid omkring dér, hvor ofrene taler om, hvad Weinstein, Ailes eller hvad de nu hedder, har gjort af tilnærmelser. Lige dér, hvor det foreslås at bytte et blowjob for et drømmejob. Her bliver Robbies Kayla-karakter et ofte glemt offer i MeToo-fortællingen: Èn af de kvinder, der faktisk gjorde det.

Det er i ’Bombshell’ en fucking gyser at se Margot Robbie bevæge sig mod Ailes’ kontor med stive arme og bævrende hage, der vist både skyldes undertrykt kvalme og gråd. Det er hjerteskærende, når hun hulkende betror sig til en veninde og fortæller, at hun føler sig så beskidt.

Det er sjældent, vi faktisk lytter til – og trøster – de kvinder, der ender på knæ i mere end en forstand.

Og det gør ’Bombshell’ til ikke bare en aktuel film, men også en vigtig én af slagsen. Skal du se én film om MeToo, så kunne ’Bombshell’ være et godt bud.