Bon Appetit: Binge-værdig madkanal

Copyright: Bon Appetit

ANBEFALING: Hej allesammen, mit navn er Sarah og i dag vil jeg introducere jer til madlavningskanaler på YouTube!

Når man er indelukket på ubestemt tid og generelt har for meget tid, virker det til, at det danske sind nærmest per automatik begynder at tænke på bagværk. Det kan man i hvert fald mærke efter den såkaldte “gær-krise”, den ikke eftertragtede toer til den tilsvarende skelsættende toiletpapirskrise.

Hvis du er ligesom mig, så har du scrollet ned over talløse venner og bekendte, som flaunter deres bollebagende og pizzarullende  evner og tænkt, “det kunne da være meget sjovt”. Måske er det endelig blevet tid til at prøve kræfterne af, men du ved ikke helt, hvor du skal starte?

Gourmet madlavningsunderholdning
Bage- og madlavningsprogrammer findes i voldsomme mængder, overalt fra TV til Netflix, men jeg vil gerne introducere jer til dem, der eksisterer på YouTube. Når jeg tænker YouTube, er professionel kok nok ikke den første ting, der dukker op – kattevideoer, sjove uheld, make-up- og unboxing-videoer er nok mere det normale mediemåltid på verdens største streamingtjeneste.

Jeg faldt over Bon Appetits YouTube kanal  gennem deres serielle program ‘Gourmet Makes’ – et af deres mest populære samt meget seværdige shows, hvor  den lille stædige konditor Claire Saffitz med sit ikoniske gråstribede hår i hvert afsnit får udfordringen at genskabe en konventionel snack som et gourmetmåltid. 

Det er sjældent en måde, du som almen forbruger ville kunne efterligne (for hvem har en dehydreringsmaskine liggende i skabet?) men underholdningen ligger blot i Claires innovative løsninger.

Måden hvorpå hun analyserer, piller fra hinanden og prøver sig frem er på en mærkelig måde meget inspirerende. Med på vejen får man også nogle tips og tricks om at lave croissantdej, peanutbutter og karamel fra bunden. 

Claire bander og sveder over sin udfordring, og det går op for mig, at jeg ser en legit heltefærd – jeg hepper på, at hun lykkedes i at replikere Pizza Rolls på en måde, der får alle de andre i testkøkkenet til at klappe hende på skulderen og sige: “Det var godt gået, Claire”.

Det kan godt være jeg aldrig bliver modig nok – eller køber udstyret – til at prøve at lave Doritos fra bunden, men Claire får mig til at føle, at hvis hun kan replikere Oreos, så ville jeg nok godt kunne kaste mig ud i at bage et par boller i morgen.

Pro Chef laver YouTube
Selve den opskrift på boller ville jeg nok også kunne finde på Bon Appetits kanal. Udover Claire består køkkenet af en række personligheder, der står klar til at hive karantæneforbrugeren ud af sin kedsomhed og lære en masse om madlavning.

De har på deres kanal sammensat forskellige playlister, hvor du kan slå op per program eller per person efter, hvad du synes er mest interessant at følge med i – et træk, man nok ville se mere og mere på YouTube som struktureret underholdningsplatform.

I Claires programmer dukker der en bredskuldret jock af en chef frem ved navn Brad Leone, som har nogle one-linere og giver inspiration til det næste niveau, hun skal tage sin mad til. Derudover har han sit eget program, ‘It’s Alive’: En hel anden videostil af kaotisk karakter, hvor han introducerer fermenteret mad.

Carla Lalli er en tredje chef på kanalen med solide mom-vibes, der får mig til at føle, at jeg får hjemmelavet mad, selv hvis jeg bare ser det på en skærm. Hun kan findes i en serie, der består af hende vs. en række kendisser, som forsøger at holde trit med en professionel kok i almen madlavning. På en måde er det en talkshow-gimmick, men på den anden side lærer jeg både at lave en fransk omelet samtidig med, at en skuespiller jeg kan lide bliver lidt mere menneskelig. Som når Natalie Portman kigger lidt skævt til kameraet og flækker sit æg forkert.

How To Be Entertained and Also Make Food
Det er ikke meme-niveauet af HowToBasic, det er ikke en “Kendis der sælger dig ting” (Gordon Ramsay og Jamie Oliver), det er ikke en overproduceret, fiktionaliseret madkonkurrence, men det føltes som en fin blanding af hjemmelavede videoer med nogle, der er nuller, ligesom alle andre youtubere. 

Forskellen er bare, at de har nok personlighed og professionalisme til, at det lige så godt kunne være TV. De viser, hvordan man kan lave en surdejsstarter, tre forskellige måder at lave pasta carbonara, men vigtigst af alt er de bare meget underholdende.

Holdet har en venskabelig dynamik, så det føles socialt og hjemligt. Selvom de også oplever de nuværende corona-restriktioner (de har også lavet videoer om, hvordan du laver mad af ting, du måske bare havde stående i skabet), så er der en vis betryggende nostalgi i at binge sig igennem deres mange hyggelige madtutorials, som jeg nok aldrig kommer til at lave. Men mon ikke, de har fået gær tilbage på hylderne i Netto nu?

Dette er den anden artikel i Nosferatus serie om YouTube. Hvis du er interesseret i at starte din egen kanal kan du læse det her og se frem til den næste, der vil dække YouTubes væld af filmessays, som du kan se på verdens mest streamede medie.