Den franske film “Bon Appétit Hr. Præsident” af Christian Vincent er en varm og sanselig film med masser af hygge, humor og humør. Filmen styrer elegant udenom alle de klichér, den nemt kunne have ramt ind i.
”Bon Appétit Hr. Præsident” (eller ”Les Saveurs du Palais”, som den originalt hedder) bygger på den sande historie om Daniéle Delpeuch, der var kok for Præsident Mitterand og tilmed den første kvindelige af slagsen på Elyséepalæet. I filmen følger vi så den fiktive udgave, Hortense Laborie (Catherine Frot). I starten møder vi hende i arbejde som kok på en fransk forskerbase i Antarktis og i flash backs følger vi historien om hvordan hun, noget pludseligt, bliver tilbudt jobbet som personlig kok for Mitterand (Jean D’Ormesson). De formelle regler og etiketten på Élyséepalæet ligger langt fra Hortenses ligefremme arbejdsmåde og de mandelige, gammeldags kollegaer gør hvad de kan, for at spænde ben for hende. Men efter Hortenses første møde med præsidenten begynder en passioneret samtale om det franske køkken, gode råvarer og mad i det hele taget.
”Bon Appétit Hr. Præsident” er en rar og godmodig film, med masser af kærlighed til sine karakterer og sin historie. Catherine Frot giver et helstøbt billede af en stærk kvinde med stor respekt og kærlighed til sit arbejde, uanset om det indebærer at lave mad til embedsmænd eller til forskere i arktisk kulde. Hendes præstation og den konstante subtile humor i filmen får den ellers uskyldige handling til at fungere, også uden de store latterfremkaldende momenter.
Det er en dejlig anderledes feel-good film renset for følelseporno og uden forklarende replikker. “Bon Appétit Hr. Præsident” virker som en film, der er set mange gange før, men selvom handlingen mange steder kunne styre mod noget velkendt, så gør den det aldrig og det gør filmen befriende overraskende. At sætte de to forskellige billeder af Hortensens liv (et i palæet og et på den arktiske base) virker f.eks IKKE som forklarende modsætningen, men mere som et komplekst fortællegreb, hvor publikum selv må danne dele af historien.
Filmen har en dejlig ro over sig når det kommer til handlingen, personerne og madlavingen. Der er ikke noget, der forceres og filmen undgår stadig at blive kedelig, man nyder tempoet. Bedst fungerer det, når det kommer til billederne af den mad Hortense tilbereder for Mitterand, det er sanseligt og smukt filmet og det er meget meget svært ikke at lade sig påvirke. Det her er en film, der ses bedst efter en god middag.
”Bon Appétit Hr. Præsident” er ikke en film, der hverken udfordrer eller provokerer. Historien er i virkeligheden ikke meget i sig selv, men den er charmerende og underholdende på sin egen stilfærdige måde og den overrasker på fortælleteknik og karakterforståelse.
Jeg nød den i langt højere grad end jeg havde troet. Og jeg gik ud af biografen i godt humør og med lyst til rørhatte og trøfler.