Instruktøren bag ’Call Me By Your Name’ Luca Guadagnino er endnu en gang tilbage i et samarbejde med Timothée Chalamet. Denne gang i en noget anden kærlighedshistorie, der er lige dele smuk, grusom og fascinerende. 

Tag alt hvad du ved om kærlighedsfilm, krydr det med ensomhed, misbrug og coming of age. Vend det hele på hovedet, tilføj kannibaler og så har du ’Bones and all’. Upcoming stjerne Taylor Russell og Hollywoods nye darling Timothée Chalamet møder hinanden i denne særprægede coming of age-kærlighedsromance, der får én til at forlade biografen i konflikt mellem beundring og wtf-følelse. 

Den 18-årige Maren, spillet eminent af Taylor Russell, har en trang som rækker ud over al menneskelig fornuft og sociale acceptable normer. En trang til at spise andre mennesker. Da hendes far beslutter sig for, at han ikke længere kan hjælpe hende, står Maren alene og skal forsøge at finde sin plads i verden, sin plads i samfundet og sig selv.

Hun beslutter sig for at finde sin bortrejste mor hun aldrig har mødt, og opdager at hun ikke er den eneste såkaldte ”eater”. Maren indleder en rejse over midt-vesten i USA med den jævnaldrende eater Lee (Timothée Chalamet), der udvikler sig til en kærlighedshistorie som får ’Twilight’ til at ligne en parodi på historien om den første store kærlighed. 

”A world of love wants no monsters in it”

Taylor Russell gør det formidabelt som en usikker Maren, som gradvist træder i karakter gennem filmen, og går fra en umoden pige til en selvsikker ung kvinde. Hun udfordres gennem filmen af sine med-eaters, her især af det semi-komiske og mest forstyrrede indslag Sully (Mark Rylance), som udelukkende omtaler sig selv i tredjeperson og gemmer håret på dem han har spist. Sully lever tilværelsen alene, og er filmens bevis på hvor galt det kan gå, når man glemmer sin medmenneskelighed og lever i isolation.

Maren står derfor overfor en beslutning om hvilket menneske hun vil være, og hvorvidt det overhovedet er muligt at elske og blive elsket når man er nødt til at frarøve folk deres liv for, og spise dem for at få tilfredsstillet sin trang. Du er hvad du ikke spiser, så at sige.

Mange af filmens karakterer lever efter princippet om, at ensomhed er den bedste løsning for folk som dem. Eaters har trods alt nogle spisevaner, som rækker ud over lidt mere end hang til oksemørbrad. Det fører dog ikke til andet end ensomhed, isolation og sindssyge tendenser, og er måske en kommentar til samfundet syn på folk der ikke passer ind i kasserne? 

En kærlighedsfilm, de andre kærlighedsfilm bør være misundelig på

’Bones and All’ er først og fremmest en kærlighedsfilm om den første store forelskelse. Det kan ses i det formidable skuespil mellem Taylor Russell og Timothée Chalamet, mens deres karakterer charmerende udfolder sig, og udfordrer hinanden på deres rejse gennem USA. Det er ikke hele tiden rosenrødt, og man skal bestemt ikke afholde sig fra se filmen i tro om at det er en klassisk ungdomskærlighedsfilm.

Det er alt andet end det. Det er for det første et genialt koncept, men også kærlighedsfilm om ensomhed, misbrug, principper, selvkontrol og coming of age, alt sammen udfoldet gennem karakterernes kannibalisme. Den spirende kærlighed afspejles også filmisk i alt fra flotte naturskud, når Maren og Lee krydser USA’s utrolige naturlandskaber, til et formidabelt lydunivers og soundtrack. 
Når det så er sagt, når filmen aldrig op på et ordentligt momentum før til allersidst, og bliver en smule tandløs. Det er ikke sikkert det er meningen den skal nå et momentum. Det er en karakterdrevet film, ikke plotdrevet, men alligevel savner jeg noget mere bid i plottet undervejs. Når en film brander sig selv som gore, forventer jeg også mere drama end det der var tilfældet. Ikke desto mindre var alt andet så gennemført, at det er en film der helt klart er værd at sætte tænderne i.