Breathe In

Den amerikanske forstadsidyl bliver sat på prøve, da en ung britisk pige flytter ind og ændrer dynamikken i en tilsyneladende perfekt familie.

Med et smukt hus, en sød kone og en datter der er stormester i svømning, er det svært at se, hvad Keith Reynolds (Guy Pierce) mere kunne forlange af livet. Men dykkes der ned under overfladen, ser man en frustreret mand i dyb midtvejskrise. Ungdommens ønske om et liv som musiker, fri fra forstaden og dens monotoni, er langt fra dødt, og da den unge drømmer, Sophie (Felicity Jones), flytter ind, bliver de undertrykte behov udløst med alvorlige følger.

I want to break free
En midaldrende mand i eksistentiel krise er sjældent køn at kigge på, men ‘Breathe In’ er ikke tåkrummende, som man ellers kunne forvente. Dette skyldes primært Guy Pierces meget følsomme og nedtonede skuespil, som er en nydelse at opleve, når han og familien tager til diverse kedelige barbecues, som ikke siger ham noget. Keiths kunstneriske snobberi og forfængelighed bliver også portrætteret glimrende, når han hører Sophie brillere på klaver og både beundring og misundelse lyser ud af ham på samme tid, eller da han for første gang bløder op over for hende, fordi hun namedropper Laurence Olivier.

Sammenspillet mellem Pierce og den unge Felicity Jones er meget troværdigt, og tilsammen udviser de en ungdommelig og teenagelignende forelskelse, da deres drømmende personligheder uundgåeligt finder sammen i en romance.

Desværre er det næsten udelukkende disse to præstationer, der for alvor giver filmen liv. Jeg tog mig selv i flere gange at drive ud af filmens univers, da historiens drivkraft ikke var stærk nok til at man er fastholdt i samtlige 96 minutter. De mange fine øjeblikke forsvinder lidt i en tåge af, hvad der føles som, ligegyldige scener, der nok er tænkt til at være stemningsgivende, men som ikke kan leve op til den kvalitet og nuance som findes i skuespillet.