Instruktørerne bag gyserfænomenet ‘Talk To Me’ er tilbage med en af de ondeste film til dato, en gyserfilm, der er lige så omsorgsfuld, som den er brutal.

Tvillingebrødre og YouTube-sensationerne Danny og Michael Philippou, også kendt som RackaRacka, debuterede tilbage i 2022 med gyserfilmen ‘Talk To Me’, som endte som noget af en sensation inden for moderne horror.

Nu er de tilbage med ‘Bring Her Back’, som er endnu en gyserfilm ud over det sædvanlige, og har chokeret amerikanske anmeldere og festivalgængere så massivt, at projektet er blevet kaldt for djævlens værk.

Og det rygte er ikke nogen overdrivelse. Filmen er præcis så gruopvækkende og fantastisk, som var den opstået direkte fra Satans hænder. 

Denne film er dog ikke uforglemmelig på grund af sin grusomhed, det er ikke de voldsomme billeder, der får den til at sætte sig dybt i seeren. Den er derimod uforglemmelig på grund af den voldsomt deprimerende og hjerteknusende tone, der gennemsyrer hele filmen.

Til døden os skiller

‘Bring Her Back’ åbner ballet med grynede, kryptiske videoklip, der viser os voldelige scener og mystiske ritualer. “This is not a cult,” fortæller den os, før filmens titel flasher over lærredet.

Disse hjemmevideoer er ikke for sarte sjæle. Ens ører fyldes med skrig og våde lyde af blod og kød, og vi ser folk, der hænger sig selv, før vi møder kontrasten af en lys dag, og den unge Piper (Sora Wong), der venter på sin stedbror, Andy (Billy Barratt).

Piper og Andy er tydeligvis tætte, og selvom den 17-årige storebror er overbeskyttende, gør teenagepigen alt sammen med ham. Deres liv bliver dog hurtigt omvæltet, da søskendeparret kommer hjem og finder deres far død i brusekabinen.

Men heldet er med dem, for der er allerede fundet en vellidt plejemor til dem. Eller kun til Piper, oprindeligt, indtil pigen nægter at tage af sted, hvis de skilles ad. 

Noget tyder dog på, at børnene ikke er så heldige endda, da Laura (Sally Hawkins) inviterer dem begge ind i sit hjem. 

Hjem, kære, farlige hjem

Piper, som har nedsat syn, er afhængig af lys og at røre ved sine omgivelser for at komme rundt, – og hun afhænger især af sin storebror, som publikum, ligesom hun, ser verden igennem.

Hvor Piper er omsorgsfuld, varm og sprudlende, er Andy kynisk, kold og defensiv. Søsteren vil så alle hjertens gerne opleve verden fuldt ud, men det er ikke altid nemt, når hendes stædige bror insisterer på at beskytte hende fra alt og alle.

Det er et problem, der ikke er nemt aflivet. Gyset i ‘Bring Her Back’ kryber nemlig ind på én, og løber både Andy og os koldt ned af ryggen, i takt med at han lægger mærke til små, mærkelige ting, der gang på gang hober sig op.

Om det er den udstoppede hund i stuen, deres plejemors intime viden om deres fortid, eller deres nye plejebror, der sidder låst inde på sit værelse hele dagen. Piper klynger sig til idyllen i tynde tråde, mens Andy ser glansbilledet knuses, og prøver for alt i verden at holde skårene sammen.

Intet er, som det ser ud til. Kontrasten mellem bror og søster er publikums vigtigste redskab til at guide os gennem filmen, hvor de to realiteter kæmper om magten, og hvor Andy kæmper en ulige kamp mod en verden – og voksne – i et spil, hvor han aldrig rigtig helt kender reglerne.

En kvælende kærlighed

At sige at dette er den mest deprimerende (gyser)film i nyere tid, er ikke en underdrivelse. Da jeg anmeldte ‘Talk To Me’ for et par år siden, måtte jeg desværre erklære mig lettere skuffet, da den ikke levede op til den omtale, den fik.

Jeg sagde dog også dengang, at tvillingeinstruktørerne i den grad var et navn, vi skulle holde øje med. Og nu har de allerede lavet deres Magnum Opus.

‘Bring Her Back’s ubehageligheder, blod og vold er særlig intim. Om volden ses i regnvejr eller på det kolde køkkengulv, så holdes det sammen med voldsomme følelser, med brutal desperation, og mest af alt, med kærlighed.

Sally Hawkins er intet mindre end fænomenal, og desuden så langt fra hendes ellers mange sympatiske og godhjertede roller førhen. Men hun kunne ikke lykkes uden disse unge skuespillere, der er det bankende, blodige hjerte, hun kæmper imod for.

‘Bring Her Back’ er faktisk en kærlighedshistorie. Det er en erklæring af en mors kærlighed, og en brors kærlighed, men endnu mere end det, så er det en erklæring af kærlighed indbyrdes i en smadret familie, der skriger og sparker og bider, selvom verden holder dem under vandet.

‘Bring Her Back’ er også en fortælling om, hvor forfærdeligt uretfærdig verden er. Når lyset i salen igen tændes, sidder vi stumt tilbage, med en tom følelse svævende over os som en stormsky, og med vores hjerter på gulvet, gennemtrampet til ukendelighed.

Dette er en grusom, kold og modbydelig film. Det er også en film fyldt med så meget kærlighed, at man næsten glædeligt vil druknes i det.