Rige mennesker er bedre mennesker – hvis du spørger Jasper Puch (Mads Mikkelsen). Men hvad sker der, når de rige finder ud af, at de ikke er noget som helst uden resten af samfundet?
Gigis er tilbage. Satiregruppen, der står bag ‘Blokhavn’ og ‘Shabholm’ holder sig ikke tilbage i deres nye tilføjelse til universet, hvor vi følger Ali (Adrian Hosseinpour), Davito (Malthe Emil Kibsgaard) og deres slæng af shababs.
I den nærmere fremtid er det eliten, der sidder på alt. Og Jasper Puch har fundet løsningen på det problem, der har hjemsøgt hjerteløse businessmænd siden tidernes morgen: Hvordan betaler man mindst muligt for sin arbejdskraft?
Sammen med Niels Brohr (Rasmus Bjerg) har Jasper Puch udviklet sin Puch Max-robot, der skal erstatte al arbejdskraft og agere personlig assistent for sin ejer. Et genialt koncept, hvis man altså overhovedet ikke tænker det igennem.
Velkommen til Valhalal Parken
Men det er slet ikke dem, historien handler om. Vi skal meget, meget længere ned i samfundslagene. Helt præcis til ghettoen Valhalal Parken, hvor Ali , Yasmina (Tessa) og deres ufødte barn bor, og har planer om at bo langt ud i fremtiden.
Med høretelefoner som en permanent del af ørerne og en dyb afhængighed af Prince Light-cigaretter, går Ali alt i møde. Men da Puch Max-robotterne overtager hans job, og Valhalal Parken skal rives ned, bliver de sendt til ForFalster og for alvor sat på prøve.
Det forvandler sig til en knivskarp og meget reel kritik af samfundsopbygningen og den aktuelle frygt for, at vores job bliver overtaget af AI. Det bringer den gamle vennegruppe sammen igen, og det er i deres dynamik, filmen står stærkest.
Samspillet mellem Adrian Hosseinpours mange karakterer og Malthe Emil Kibsgaards Davito giver, ligesom i deres tidligere projekter, masser af kant og hylende morsomme øjeblikke. Så mange, at man næsten helt undgår at lægge mærke til den meget simple plotstruktur.
Når satiren overtager
Det er en simpel præmis, filmen bygger på, hvilket der i sig selv ikke er noget galt i. Med sine 84 minutter er der heller ikke plads til vanvittige plottwist eller komplekse dilemmaer. Alligevel kan man godt savne lidt mere fra Gigis.
Man kan mærke, de har meget på hjerte. Og selvom det ved første øjekast ikke ligner en film, der er bange for at træde nogen over tæerne – for det gør den bestemt – kan det alligevel blive en anelse tomt.
De fleste ved, at onde rigmænd ikke er dem, vi ønsker os flere af i verden. Og de fleste ved forhåbentlig også, at det ikke er ideelt at uddelegere alle vores jobs til robotter. Men de budskaber, der får filmen til at sidde mest fast, er dem, der bliver gemt for meget væk.
For de mangler ikke. De satiriske elementer får dem blot til at ryge i baggrunden til fordel for flere jokes og referencer til alle og enhver kendt dansker, der er blevet cancelled for nyligt. Det føles ærgerligt, når materialet og mulighederne er der, men ikke udnyttes fuldt ud.
Mads Mikkelsen og maskinen
Men filmen har bestemt sine øjeblikke. Mads Mikkelsen er fænomenal og leverer alle sine replikker med en velovervejet sans for tør og upassende humor. Hosseinpour gør stadig sine karakterer meget karikerede, men hvis ikke man ved det, kan man ikke høre, at det er samme mand der lægger stemme til fem karakterer.
Samtidig er dialogen skarpt skrevet, og man kan mærke instruktørernes humor og brede forståelse for de samfundsstrukturer, de kritiserer. Prikken over i’et er animationen, som altid sidder lige i skabet, der med sit rå udseende understreger den rå virkelighed, filmen handler om.
‘Brohr’ kommer med mange kritikpunkter, og lidt for letfordøjelige moralske lektioner, oftest leveret af titelkarakteren – en robot. Det føles både ironisk og en anelse fjollet at lade det hele komme ud af robotten. Ikke desto mindre fungerer det, hvis man altså ikke ønsker sig mere end et godt grin og en lille lærestreg.

