De velkendte navne omkring Yorgos Lanthimos er igen samlet, og det kunne have lugtet af rutine. Men hvor ‘Kinds of Kindness’ virkede fanget i sin egen manér, genopfinder ‘Bugonia’ instruktørens blik med en sjælden varme.

Michelle Fuller (Emma Stone) vågner bundet til en seng i et faldefærdigt hus. Hendes tilfangetager, Teddy (Jesse Plemons), en febrilsk konspirationsteoretiker, er overbevist om, at hun er en alien udsendt for at destruere menneskeheden. Sammen med sin neurodivergente fætter Don (Aidan Delbis) forsøger Teddy at få sandheden ud af Michelle eller i det mindste den version af sandheden, han selv tror på.

Det er udgangspunktet i Yorgos Lanthimos’ genfortolkning af den koreanske kultklassiker ‘Save the Green Planet!’ (2003). Manuskriptet er en finpoleret udgave af den oprindelige film. Hvor originalen brugte tid på lange politidrama-subplots, shaolin-spark og cirkussekvenser, bruger ‘Bugonia’ i stedet mere tid på magtspillet mellem Teddy og Michelle. Det er dér, filmens egentlige nerve findes og fungerer bedst. 

Fanget i andres tro

Den deadpan-levering, som Lanthimos er kendt for, tager et bagsæde i ‘Bugonia’ og udskiftes med de mest jordnære præstationer i hans filmografi. Forholdet mellem Teddy og Don er særligt et af filmens mest interessante elementer. 

Den mistroiske og selvsikre Teddy matcher perfekt Aidan Delbis’ hjertevarme og uskyldige levering af Don i sin filmdebut. Sammen repræsenterer de to varianter af digitalt formet ekstremisme: den overbeviste konspirationsfanatiker og den tavse medløber. Man undrer sig over, om relationen er skabt af platonisk kærlighed eller resultatet af Teddys bevidste udnyttelse af Don. 

Michelle er en stærk antagonist til Teddy og Don. Hun repræsenterer alt det, de ikke er: dominerende, rig og i kontrol. Fra starten, da hun bliver fanget, kommanderer hun kontrollen i rummet. Emma Stone portrætterer dygtigt, hvordan hendes stolthed langsomt pilles af, lag for lag, som dagene går, og afhøringen intensiveres. 

Karakterernes menneskelighed gør ‘Bugonia’ til Lanthimos’ sjoveste film til dato. Teddys skæve mimik, Michelles corporate-jargon og en række sidekarakterer, er blandt nogle af de sjoveste øjeblikke. Det betyder dog ikke, at vi slipper for absurde, surrealistiske koncepter eller grotesk body-horror. 

Et sind i søgen efter sammenhæng

Det bliver tydeligt, at Teddys handlinger ikke udspringer fra en partipolitisk position, men snarere af hans tro på en større, overnaturlig sammenhæng. Derfor bliver filmen en udforskning af, hvordan konspirationsteorier kan blive altomfattende for de mest isolerede og skadede individer. 

Konspirationsteorier tilbyder en forsimplet forklaring på, hvordan verden hænger sammen og hvem fjenden er. De kan være lappegrej for en ødelagt sjæl. Man føler næsten med Teddy, når det langsomt afsløres, hvorfor han er, som han er. 

Men her ligger også et af filmens få kritikpunkter. ‘Bugonia’ kredser intenst om samtidens klasseparanoia og den digitale fragmentering af sandhed, men synes tøvende i sin egen konklusion. Lanthimos diagnosticerer et samfund i mistro, men undlader at give sit eget bud på, hvad kuren kunne være.

Visuel magt og musikalsk drama

Jerskin Fendrix, der også stod bag musikken til ‘Poor Things’ og ‘Kinds of Kindness’, vender tilbage med et overraskende ekspressivt filmscore. Hvor hans tidligere kompositioner var minimalistiske og skævt tonede, er musikken i ‘Bugonia’ nærmest barok i sit udtryk. Et buldrende orkester bryder gennem det ellers tomme lydbillede som emotionelle udråbstegn, når scenerne kammer over.

Filmfotograf Robbie Ryan vender også tilbage med en mindre ekstrem visuel karakteristika relativt til ‘Poor Things’ og ‘The Favorite’. Optaget på 35 mm med Vista Vision-kameraer insisterer billederne på en håndgribelig, næsten taktil kvalitet. De brede linser og afgrænsede farvepaletter er genkendelige men Ryan bruger nu rummet mere aktivt: hvem der dominerer billedet, hvem der skubbes ud af det, og hvordan perspektivet, fra oven eller nedefra, spejler magtbalancen mellem Michelle, Teddy og Don.

‘Bugonia’ er både en videreførelse og en afvikling af Lanthimos’ egen form. Det er stadig et grotesk univers, men bag absurditeten anes en ægte menneskelig smerte. Filmen viser, hvordan konspirationen kan blive en erstatning for kærlighed og et desperat forsøg på at give kaos en form.