Café Society

Hollywood i 1930’erne. New Yorks intellektuelle elite på samme tid! Woody Allen har aldrig været synderligt glamourøs, og det er derfor interessant, at han tager fat på så guldbelagt en branche. Det er dog knap så interessant, når man ser resultatet af hans arbejde.

Woody Allen har sunget den samme sang mange gang. Han har spændt strengene til det yderste og sunget melankolske melodier om deprimerede, svage og dog utrolig charmerende individer. Han har poleret tonerne, indtil akkorden kan være både trist og tænksom som i ’Blue Jasmine’, men også finurlig og morsom som i ’Annie Hall’. I løbet af 50 år har manden fløjtet og hvisket i vores ører indtil han med perfektion kan hive sympatien frem for det usympatiske, og med lethed fremkalde de følelser, han ønsker.

Eller – sådan virker det i en del af hans film. I ’Vicky Christina Barcelona’ fortæller Allen en historie om to karakterer, der essentielt ikke gennemgår nogen udvikling, og alligevel er det en utrolig sjov og underholdende film, som fremkalder den helt rigtige form for frustration. Så hvordan kan Allen i ’Café Society’ fortælle en historie om to mennesker, der gennem en lang årrække udvikler sig fra børn til voksne – og det endda i 1930’ernes Hollywood og New York – virke som om, der slet ikke er noget at komme efter?

Intet nyt fra vestfronten
’Café Society’ har ikke så mange overraskelser på bordet. I rollen som den intellektuelle, hurtigt talende, jødiske, kiksede og dog sympatiske Woody Allen-wannabe er denne gang Jesse Eisenberg, og det er da lige før, at det er på tide. Eisenberg gør præcis det samme, som han gjorde i ’Zombieland’ og ’The Social Network’, og det er som om, han hele tiden har øvet sig på at spille Woody Allen. Ligheden med Allens egen ”Alvy” i ’Annie Hall’ er slående, og dog mangler der noget – charmen. Eisenberg er god til at tale hurtigt og at være akavet, men han har ikke denne intelligente, forskruede visdom, som Allen har, når han spiller sig selv.

Kristen Stewart passer faktisk bedre ind. Hun viser endnu engang, at hun kan andet end ’Twillight’, og da man i starten for alvor får tid til at høre hendes historie, er filmen faktisk moderat underholdende. Det ændrer dog ikke ved, at jeg dybest set var ligeglad med om den godmodige jøde og den naive kyniker ville få hinanden til sidst.

Jeg var ikke medrevet af plottet, og karaktererne i sig selv var ikke nok til at underholde mig. Corey Stoll var rigtig sjov som Eisenbergs velmenende mafia-bror, men hans historie føltes grundlæggende malplaceret i filmen og var snarere en distraktion fra – end en udvidelse af – det halvkedelige plot. Steve Carell var også rigtig sjov, men hans rolle i filmen var så minimal, at han ikke kunne bidrage med ret meget.

Eisenbergs og Stewarts grunde til ikke at være sammen er ikke ligefrem på Capulet/Montague-niveau, og de betød ikke nok for mig til at det irriterede mig. Allen leger en smule med filmsproget, som han laver billeder, man godt kan se er filmet på filmsets, og grimme klippetricks, som man snildt kan støde på i film fra 30’erne. Det er vældig skægt, og med små referencer til samtidens historier af og på samtidige filmlærreder opnår Allen en smule variation mellem de ensformige taktarter. Det var dog ikke nok til at få mig i gang med at danse, og jeg endte i stedet med at blive lullet i søvn af den finpudsede tone, som på et eller andet tidspunkt er blevet til muzak.