En prisvindende spansk film om det gode og onde ved at tro på Gud. Camino er en stor succes i instruktør, Javier Féssers, spanske hjemland, hvor den har modtaget seks Goya Awards. Det er også en bemærkelsesværdig film – både et fortryllende eventyr om barnlig forelskelse, men ligeså meget en barsk skildring af barnedød, sorg og religiøs fanatisme.

Filmens titel, Camino, er navnet på fortællingens hovedperson (forførende spillet af Nerea Camacho) – en ca. 12-årig ung og livsglad pige, der for første gang oplever suset ved barnlig, uskyldig forelskelse. Hun er et sandt dydsmønster i skolen, kirken og i hjemmet, og hun er højt elsket ikke mindst hos sin lille familie, der er stærkt religiøse og har tilknytning til den kristne sekt, Opus Dei. Hun opdrages striks indenfor dennes religiøse rammer, som bl.a. foreskriver, at man må ofre sine glæder til Jesus og bide livets smerte i sig. Derfor er storesøster, Nuria, flyttet hjemmefra for at være tjenestepige hos ledelsen af Opus Dei. Camino forsøger at gå i sin søsters fodspor, og hun er i mindst lige så høj grad stærk i troen, men hun beklager sig alligevel over nogle rygproblemer. Efter lang tids venten, hvor hun af sin mor bliver presset til at bide smerterne i sig, viser det sig, at Camino faktisk har brækket rygsøjlen på grund af pres fra en svulst, der er forårsaget af en uhelbredelig kræftsygdom. Herfra er filmen en rørende fortælling om pigens langsomme død, hvor hun dog aldrig mister troen og derfor af folkene i Opus Dei på sit dødsleje bliver optaget i sekten og senere kåret til helgen. Men denne urokkelige tro på Jesus, handler ikke så meget om gudelige forestillinger, som alle de religiøse folk omkring hende stirrer sig blinde på – men derimod om troen på kærligheden. Jesus er tilfældigvis også navnet på den jævnaldrende dreng, som Camino har kastet sin kærlighed på, og dermed bliver den kristne seksts vanvittige helgekåring med alt, hvad der lægger bag af livsfornægtelse og selvpinsler, gjort til skamme, da det hele tiden har handlet om noget så menneskeligt som kærlighed – eventyrlig, barnlig kærlighed.

Det er i grove træk handlingen i filmen, og det er da helt sikkert heller ikke alle, der vil finde filmen lige god. Der er lidt for meget eventyrsfortælling over filmen – eksempelvis med den meget gennemtrængende og følelseskvalmende filmmusik, der ikke er til at slippe for, kombineret med væld af Caminos sære drømmerier, som man kun får dem i spanske film. Og at man så samtidig skal høre på fanatisk religiøse menneskers kvaksalverier og livsfornægtende pligtskyld, så kan de 143 minutter, som filmen varer, pludselig virke lidt lange. Min sidemand i biografen faldt da også i søvn – flere gange. Jeg holdt mig vågen, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at man alligevel seriøst skal overveje en tur i biffen i juleferien for at se Camino, hvis man er til de lidt skæve, spanske fortryllende fortællinger, der formår at favne både liv, død, kærlighed og tro.

Selvom filmen åbenlyst er en kritik af de religiøse fanatikere i Opus Dei, så er der ikke tale om en gudsfornægtende, ateistisk historie. Den uskyldige pige, Camino, der jo på spansk betyder ”vej”, viser derimod med sin kærlighed vejen til himlen. De selvhelliggjorte fanatikere har misforstået kærligheden, som de i deres iver efter at kaste på Jesus glemmer at vise andre medmennesker. Flere gange igennem filmen kan man da næsten heller ikke undgå at få kuldegysninger eller fysisk ubehag ved deres fanatisk asketiske livsførsel, hvor alle jordlige glæder fratages de unge piger, som skal oplæres i den ”rette” tro. Manipulationen dundrer om, at alle glæder skal ofres til Jesus, al smerte skal man bide i sig, og al jordlig død og dårligdom skal man glæde sig ved.

Der er noget på en gang umådeligt frastødende og vanvittigt fascinerende ved religion og tro. Camino skildrer dette paradoks imponerende godt. Den har premiere fredag den 25. december i Gloria, Vester Vov Vov eller Øst for Paradis.