Josh O’Connor, er god her, men det ender med at være den fortryllende Emily Blunt, der stjæler hele showet. Hun bliver pludselig kastet ud i en konspirationsverden af udenjordiske proportioner, og Blunt skifter på et splitsekund mellem angstanfald, nysgerrighed og stålsat handlekraft.
Kategori: Sci-Fi
Når debutant-instruktøren Kane Parsons tager springet fra hjemmelavede internetvideoer til det store lærred, er resultatet både unikt og imponerende, selvom projektet indimellem føles større, end det helt kan bære.
Star Wars er tilbage i biograferne med den første film siden 2019. Og vi har alle været helt utroligt spændte og ikke kunne vente med at vende tilbage til en galakse lang, langt borte… eller hvad?
Jorden er på vej ind i en ny istid, fordi solen langsomt bliver spist af rumpletter. I desperation griber man blindt efter enhver mulig løsning. En videnskabelig rumrejse er sidste skud i bøssen – altså en Hail Mary.
Mary Shelley (Jessie Buckley) taler fra hinsides. Ikke som en nostalgisk fortæller, men som en insisterende kraft. Hendes stemme føles ikke afdød, den føles uforløst. Som en svulst, der fortsat vokser under huden, længe efter kroppen burde være gået i opløsning. Skabelsen er ikke færdig. Den kræver mere.
Trods en dynamisk duo i centrum ender denne nye sci-fi-komedie som en lidt udvandet oplevelse, med et par gode, om end generiske grin med på vejen.
Nia DaCosta vender kameraet og historien indad mod mennesket for at spørge, hvem det egentlige monster i virkeligheden er
Cameron fortsætter med at imponere og begejstre med sin tekniske kunnen, men træder vande i en genkendelige historie
‘Predator: Badlands’ forsøger at forvandle den frygtindgydende jæger til en helt. Men i stedet for rædsel og spænding får vi sympati, humor og en historie, der aldrig rigtig tager fat.
Tron: Ares når ikke sit fulde potentiale, men når lys og lyd spiller så godt sammen, er det stadig en elektrificerende oplevelse. “Bio-digital jazz, man!”