CPH PIX AFSLUTNING

CPH PIX kører på sidste vers. Priserne er uddelt og tilbage er der egentlig bare, at få set ekstravisningerne af de film, man ikke nåede i første omgang. Det kunne i første omgang lyde som en halvkedelig opsamling, men det er det ikke nødvendigvis. Som nævnt i en tidligere blog, er der på PIX mulighed for at møde instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere til Q&A’s i forbindelse med filmforevisningerne. Sådan en mulighed dukkede op i mandags, hvor Tommy Wirkolas længe ventede opfølger til zombiekomedien ’Dead Snow’ (2009) blev vist i Palads.

Zombier er langt fra politisk korrekte

Det er sjældent man går i biffen, og filmen høster massive bifalde allerede inden den går i gang. Men det var ikke desto mindre tilfældet med ’Dead Snow: Red vs. Dead’. Filmen blev præsenteret af co-writer og skuespiller Stig Frode Henriksen, som bød publikum velkommen til et ”norsk socialrealistisk melodrama om hvordan hans forældre mødte hinanden”. Så var den sarkastiske linje ligesom sat, og salen kvitterede med klapsavler, latter og jubelråb. Og lad mig da bare slå fast fra start af, ’Dead Snow: Red vs. Dead’ forsætter i samme spor som 1’eren, men der er skruet endnu mere op for sarkasme, morbid humor og især special-effects.

Dead Snow: Red vs. Dead’ begynder med at Martin ligger i hospitalssengen. Martin er eneste overlevende efter nazi-zombiernes angreb på Martin og vennernes ellers hyggelige hyttetur i de norske fjelde. Martin overlevede kun, fordi han savede sin egen arm af, idet han var blevet bidt af en zombie. Desværre er han mistænkt for, at have slået sine venner og sin kæreste ihjel på grusomste vis. Hvad værre er, at nazi-zombierne ikke er færdige med deres mission, og det at lægerne i stedet for den amputerede arm, har lægerne påsyet en arm tilhørende lederzombien Herzog. Zombiearmen medfører lidt specielle evner, men også problemer idet han ikke altid kan kontrollere armen. Martin får af bagveje fat i tre amerikanske nørder i form af Zombie Squad, som kommer ham til undsætning, men da det ikke er tilstrækkeligt må de søge hjælp fra nazisternes gamle fjender: Kommunistzombierne.

I en tid hvor markedet nærmest er oversvømmet med zombiefilm og –serier, er det forrygende med en film som fornyer genren lidt. Den tør kaste sig i galskaben, hvor ingen bliver sparet. Pensionister, handicappede og børn – ingen slipper uskadt. Og det er befriende idet en film i denne genre ikke bør være politisk korrekt. ’Dead Snow: Red vs. Dead’ og sjov, eksplicit og ekstremt underholdende, og den modtog således et endnu større bifald ved afslutningen end ved præsentationen.
http://www.youtube.com/watch?v=PztxqPl4GmY

Trekantsdrama til lyden af hoppende bordtennisbolde

I en helt anden boldgade finder vi ’Harmonica’s Howl’. En kærlighedsfortælling med form som eksperimenterende kunstfilm. Bruno Safadis har skruet helt ned for tempoet og hans film kendetegnes ved lange indstillinger og flotte billedkompositioner samt et eksperimenterende soundtrack. En helt anderledes oplevelse. Men ikke desto mindre smuk og seværdig. Specielt én scene hvor filmens personer blander spiritus med farver, forankrer sig i hukommelsen pga. af den visuelle oplevelse. Filmen er en del af PIX-serien New Brazilian Cinema, som sætter fokus på den blomstrende uafhængige brasilianske filmscene.

http://www.youtube.com/watch?v=KEEJ9jGalpM

Road Trip med The Terminator ad djævelens landevej

Instruktøren John Sayles’ film ’Lone Star’ har lagt navn til en ny filmserie på PIX, som omfatter unikke instruktører, der insisterer på at fastholde deres helt eget udtryk og fortællestil. Denne gang har John Sayles filmen ’Go for sisters’ med i serien. Det er en fortælling om to kvinder – en tidligere misbruger og hendes sagsbehandler – som begiver sig ud på en eftersøgning af den ene kvindes fortabte søn i det mexicanske grænseland. Filmen udmærker sig ved lange interessante dialoger og en konstant frygt for brutale gringoer eller kinesere. I jagten på sønnen, får de to kvinder hjælp af den pensionerede halvblinde politimand ”The Terminator”, hvilket giver anledning til flere gode dialoger og problemstillinger. ’Go for sisters’ er en lille film, men det er først og fremmest en glimrende fortælling, om de moralske problemstillinger en mor og statsansat må tage, når livet bliver vigtigere end arbejdet.

http://www.youtube.com/watch?v=JdK8Ah7rs2E

I aften slutter Copenhagen PIX og jeg vil slutte min festival af med, at tage i Empire og se ’In darkness we fall’. Er man interesseret i at vide hvilke film, som løb af med priserne, kan man med fordel læse den forrige blog fra CPH PIX.