CPH PIX: Ghita ved pejsen og ‘Harpiks’ på lærred

Den perfekte cocktail med den rette mængde stjernestøv var at finde på CPH PIX – Ghita Nørby i interview og på det store lærred i filmen ‘Harpiks’. Jeg så mit snit til at få mig et skud diva-drug.

Jeg har altid ladet mig forføre af larger than life-personaer, og derfor er det mig en fryd, at Danmarks diva, Ghita Nørby, gæster CPH PIX til et live-interview med navnet FIRESIDE CHAT (der var dog ingen pejs) på Copenhagen Plaza Hotel.

Magnum & mojito
Interviewet bliver fortaget af tv-vært Sara Bro i hotellets bar, der er drømmen på ethvert herreværelse. Chesterfield-sofaer, mørkt tapet, lysekroner og knejsende bogreoler. Publikum drikker cola i krystalglas og gin og tonics. Selv drikker Ghita mojito, hvilket hun dertil glædesfuldt proklamerer “jeg kan så godt lide mojito”.

Jeg får straks associationer til Jørgen Leth, der elsker magnum i tv-programmet ‘Mit Frankrig’ med Hans Pilgaard. Et program og en relation, der på mange måde minder om Ghita og Jim Lyngvild i roadtrip-programmet ‘Jim og Ghita’. Der er noget på spil, når man sætter en ældre respekteret kulturpersonlighed sammen med et yngre sidekick. Er kemien der, eller går det hele galt?

Sara Bro lægger ud med et velmenende spørgsmål, der dog hurtigt tager en drejning. Hun har gjort sig umage at tjekke præcis, hvor mange titler Ghita er noteret for på sin IMDB-profil. 155 lyder det. Men det mener Ghita ikke. Det er 158 titler, siger hun stolt og uforstående. Der er ugler i mosen, men lettere klodset kommer de videre. Pyt med det…

‘Hele Danmarks Ghita’
Sara Bro har spurgt sine Instagram-følgere, hvad de gerne vil spørge Ghita om. Hvorfor forstår jeg ikke. Følgerne er ikke til stede i rummet og interviewet livestreames ikke. Sara Bro beviser dermed ikke den journalistiske tække det kræver selv at fremstille et spørgsmål, som jeg normalt forbinder med en garvet tv-vært.

Ghita er dog i sit es, da hun besvarer spørgsmålet fra Instagram-brugeren René_Nielsen88, efter at hun har spurgt, om 88 mon er hans alder. Spørgsmålet lyder: “Hvad laver hun nu? Hvad får hun tiden til at gå med?” Ghita gentager kritisk “hvad laver hun?” med lige dele bebrejdelse og begejstring i stemmen.

“Der er jo det underlige, som man ikke kan træne sig til. Nogle skuespillere er det, der hedder folkeeje,” svarer Ghita og fortsætter: “Fra jeg overhovedet begyndte at stikke næsen frem, så har jeg været folkeeje. Derfor spørger han, hvordan jeg har det, for han tror jo, han kender mig!”

Stemningen i den mørke lounge er god og publikum det rette – alle er de klar til at klukke med, når Ghita siger noget sjovt, der grænser til det forargelige. Sådan som vi kender hende i det notoriske Radio24syv-interview ‘Hele Danmarks Ghita’, der udkom i marts i år.

Skår i krukken
Radiointerviewet, hvor journalisten Iben Maria Zeuthen tog på besøg hos Ghita og fik en ordentlig opsang, var på alles læber. Det er blevet kaldt tarveligt og udleverende, og flere har sået tvivl om Ghitas helbred. Det skabte en shitstorm, og derfor er det også spændende, når Sara Bro og Ghita i deres samtale bevæger sig stille ind på det, uden at benævne det direkte.

“Har du altid været venner med din ærlighed?” spørger Sara Bro, og Ghita og publikum fniser. “Jeg taler ud fra mit måske lidt for umiddelbare sind. Altså jeg er nok for hurtig en gang i mellem. Men der kan man lære at tænke sig om et øjeblik og så svare. Det mangler jeg endnu lidt. Men jeg øver mig på det.”

Ghita lyder fortrøstningsfuld og menneskelig. Og det er skønt! Dansk teaters førstedame lærer også af sine fejl, og tættere på en undskyld kommer man nok ikke i forhold til det skandaløse interview, hvor Ghita viste sig fra sin mest krukkede side. Her ved FIRESIDE CHAT er hun en ren fornøjelse at lytte til.

“Jeg er aldrig blevet kvalt på film”
Da Sara Bro spørger Ghita, hvorfor hun er med i den premiereaktuelle ‘Harpiks’ instrueret af Daniel Borgman, svarer hun, “jeg er aldrig blevet kvalt på film.” Publikum griner med igen. Det lyder som en simpel motivation, men Ghita forklarer fint, hvordan hun tiltrækkes af projekter, der indebærer ubetrådt territorie for hende. Herunder kvælning.

“Den kvælningsproces skulle ligne en kærlighedsrelation mellem mor og søn – i og for sig et kys,” fortæller Ghita poetisk, og min interesse for filmen vækkes. Hun roser instruktøren, scenografien og klipningen. Det lyder til, at hun er stolt over at have været en del af filmen.

Efter interviewet drager jeg mod Empire Bio, hvor filmen ‘Harpiks’ har premiere. Oven på denne skønne stund med Danmarks største skuespiller kan jeg ikke vente med at se filmen.