Jeg har haft fornøjelsen af at dække CPH PIX Weekend for Nosferatu. Festivalen udspillede sig fra d. 10. – d. 11. november og kan prale af at være Danmarks største spillefilmfestival.

Weekenden bød på et overflødighedshorn af film fra talentfulde, unge filmskabere, og hertil skal der uddeles ros til programredaktører og Q&A-værter for deres enorme viden og passion.  

Jeg nåede at se i alt syv film på PIX, og her kan du læse mine tanker om dem.

‘De Uskyldige‘

Børn er klamme. Og det er ikke kun, når de render rundt med snot løbende hele vejen fra venstre næsebor til ned under hagen. Det er åbenbart også, når de får telekinetiske evner. 

Det står tidligt i filmen klart, hvorfor disse børn absolut ikke bør have overnaturlige evner – det stopper dem dog ikke, og hvad der følger er en langt mere veludført udgave af ’Brightburn’-fortællingen. Instruktør Eskil Vogt formår at få myrekrybsfremkaldende præstationer ud af børneskuespillerne samt at skabe ansigtsskærende voldsscener.

Se den hvis: Du har en ”itch” for overnaturlige gyserfilm om børn, som hverken ’Brightburn’ eller ’New Mutants’ kunne ”scratche”

‘Zola‘

Janicza Bravos nyeste black-comedy er baseret på en twitter-tråd fra 2014 og omhandler et road trip til Florida. Hvis ikke destinationen i sig selv var et stort nok ”red flag”, så går der ikke længe, inden danseferien for de to strippende hovedroller bliver til en nedadgående spiral. 

Zola er en af årets sjoveste film. Dette skyldes flere ting – herunder flere anslag fra pornofilm, hvor kvinders biler sidder fast i mudder, samt karakterernes ekstreme væremåder. Særligt Riley Keough (‘Mad Max: Fury Road’, ‘Logan Lucky’) og Colman Domingo (‘Lincoln’, ‘Euphoria’) er fantastiske. 

Filmen udmærker sig også for sin klipning, som flere gang bliver bundet op på piften fra twitterfuglen samt et minimalistisk og stemningsfuldt soundtrack af Mica Levi (‘Under the Skin’, ‘Jackie’).

Se den hvis: Du er fan af poppet instruktion og mangler et godt grin.

‘Wood & Water’

Det gik først op for mig, hvor personlig fortællingen i ’Wood & Water’ egentlig var, til den efterfølgende Q&A med filmes instruktør og producer. Jonas Bak fortalte her, at det var hans egen mor, som spillede sig selv i filmen. 

’Wood & Water’ er trods sin setting i store Hong Kong en enormt blød og intim film. Vi følger pensionerede Anke, som er taget til Hong Kong for at besøge sin søn under protesterne. Sønnen er dog umiddelbart ikke tilgængelig, så Anke må opleve Hong Kong på egen hånd. 

Anke er en kvinde af få ord, så i filmen er der meget lidt dialog. Det skader dog ikke. Tværtimod kommer vi tættere på Anke og Hong Kong. Trækplasteret for mig var scoret af Brian Eno, og selvom hans soundtrack ikke fylder meget, blev jeg ikke skuffet.

Se den hvis: Du er glad for slow-cinema i stil med ’An Elephant Sitting Still’. Filmen har minimal handling og dialog, hvilket man skal have i tankerne, hvis man normalt ikke er til den slags.

‘Bergman Island’

Mia-Hansen Løves nye film er hendes første engelsksprogede satsning. Det kan gå galt, når udenlandske instruktører beslutter sig for at lave engelsksprogede film, og det er mig derfor en fornøjelse at fortælle, at Løves nye film er en elegant sag. 

Filmen omhandler et instruktørpar, spillet af Vicky Krieps og Tim Roth, som tager til Fårö for at arbejde på deres respektive film. På rejsen bliver Chris (Krieps) dog frustreret over ikke at kunne komme videre i skriveprocessen og tager i stedet rundt for at se på Bergman-locations. 

Filmen har et metalag, da fortællingen om Chris og Tony (Roth) er Løves egen oplevelse genfortalt. Ud over dette væver Løve mesterligt sin egen film, ‘Bergman Island’, sammen med Chris’ film på en måde, jeg ikke har set før.

Se den hvis: Du er glade for film om kreative mennesker og film om at lave film.

‘Den Blå Orkidé‘

I ’Den Blå Orkidé’ følger vi en fotograf besat af at fotograferer orkideer. En dag får han dog et bizart jobtilbud, som involverer ny kamerateknologi, stumme modeller og en uhyggelig chef. 

Filmen er enormt flot med et visuelt flair, der gør brug af projektion af mønstre på kvindekroppe, samt et pulserende score, der sørger for et intenst lydbillede. Desværre har filmen ikke det store at byde på hvad angår handling, og det bliver hermed et tilfælde af ”style over substance”. Dog skal det nævnes, at Joachim Fjelstrup spiller rigtig godt.

Se den hvis: Du ligger inde med nogle frimærker og mangler noget pænt at kigge på.

‘Bloodsuckers‘

‘Bloodsuckers’ er en marxistisk vampyrfilm. Ja, du læste rigtigt. En film baseret på idéen om kapitalister som både reelle og metaforiske vampyrer. Dette leder til en komedie med humor, som ligger et lunt sted mellem Wes Anderson og Armando Iannucci. 

Desværre er sammenligningen af vampyrer og kapitalister ikke en stærk nok idé til at bære en to timer lang film. Filmen går næsten helt i stå hen mod slutningen, og der bliver længere og længere mellem de sjove øjeblikke. 40 minutter kortere, så tror jeg, at filmen havde været perfekt.

Se den hvis: Din kommunistiske lingo kræver en genopfriskning, og du ikke kan bruge hele aftenen på at synge ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

‘Red Rocket‘

Den fallerede pornostjerne, Mikey, drager hjem til Texas City, da han løber tør for penge. Efter et skænderi med ekskonen havner han på sin ekssvigermors sofa med jobsøgning i vente. Han falder per tilfælde over Strawberry, en 17-årig donutservitrice, som han mener kan gøre ham til den næste store pornoproducer.

Red Rocket er skrevet, produceret, klippet og instrueret af Sean Baker, den amerikanske filmskaber kendt som manden bag den fantastiske ”The Florida Project”. ”Red Rocket” lever op til de tårnhøje forventninger, som ovennævnte satte – og lidt til. 

Baker får en nuanceret performance ud af Simon Rex, som indtil nu hovedsageligt er kendt fra ‘Scary Movie’-filmene og sin egen pornokarriere. Mikey er ikke en sympatisk karakter. Alt, han gør, gøres for egen vindings skyld, men han er dælme underholdende at følge. Mikey er entusiastisk, overgearet og indbildsk, men facaden, i form af den succesfulde, hjemvendte pornostjerne, er let at se igennem.

Ros skal også gives til debuterende Suzanna Son, som ellers indtil nu kun har lavet musik. Det kan ikke mærkes, da hun er fantastisk i rollen som Strawberry. 

Se den hvis: Du vil have bristet din fordomsfulde idé om, at pornostjerner ikke kan spille skuespil.