I dag skulle vise sig at blive akavet og hyggeligt. Ingen brok herfra.
Som alle ved, er mandag den store kultur-clash-dag, så jeg drog ud for at opleve et par film inden for netop denne snævre kategori. I den anledning kom jeg frem og tilbage imellem England, Argentina og det gamle Sovjet, nød et par ret hyggelige nostalgi/syretrip og så midaldrende veteraner fra Falklands-krigen opføre højkonceptuelt teater. En af de mærkeligere dage på DOX.
”Hvem siger, øen er din ø? Hvem siger, øen er din?”
I ’Theatre of War’ har teaterinstruktøren Lola Arias fået tre argentinske, to engelske og en nepalesisk (på britisk side) veteran samlet til en teatertrup/punkband/flok forsøgspersoner, som i fællesskab forsøger at nærme sig hinanden på trods af deres gamle fjendeforhold. Det er fra starten en ret så underlig affære, for på intet tidspunkt bliver noget forklaret, og jeg er således på egen hånd sammen med seks tidligere dræbermaskiner, som har brugt to og en halv måned på at skyde på hinanden og nu underholder mig med teater i en svømmehal, danser nøgne på tomme natklubber og sminker teenagere til at ligne sig selv. Hjælp.
Der er noget Brecht-agtigt over, hvor kompromisløst præmissen udspiller sig, og jeg sidder lige dele forvirret og fascineret i salen, som skifter mellem svagt lys og tusmørke i takt med flere forvirrede publikummers opgivende exit. Det er første gang under DOX, jeg har oplevet udvandringer, og jeg forstår sådan set godt, hvorfor det sker nu. For det er VIRKELIG akavet at se på, men som en af de få, der holdt ud, forbeholder jeg mig retten til at sige BLIV! Ikke fordi filmen på dramatisk vis skifter stil til sidst, men netop fordi den er så sikker på eget koncept, er ’Theatre of War’ en oplevelse, som klart er den spøjse stemning værd. I hver fald kan ingen beskylde den for ikke at have hjertet placeret millimeterpræcist på rette sted.
”Skru ned for SGt. Pepper, KGB kommer!”
Den ovenstående kække overskrift (synes jeg selv) er ikke en sætning jeg har haft mulighed for at ytre i løbet af min ungdom, for selv om mange tror det, blev Odense faktisk aldrig indlemmet i Sovjetunionen. Det gjorde Estland til gengæld og i ’Soviet Hippies’ er det især de stædige fredsentusiaster herfra, man får lov at opleve på nært og tilrøget hold.
I en blanding af interviews med både behagelige og melankolske eksistenser i deres naturlige farverige habitat og få velplacerede psykedeliske animationssekvenser nås der helt ind til kernen af historien om og stemningen i det østlige hippie-miljø. Det er en film, der bringer røgskadede tandsmil frem, men også masser af sorg, som for eksempel i en fortælling fra en af vore hovedpersoners ungdom, hvor entusiasme fra en af The Beatles’ i vesten meget vellidte plader blev behandlet med insulin og andre absurde metoder. ”Folk med langt hår burde tvinges til klipning med magt” ytrer en sovjetisk frisør i et arkivklip, og det går op for selv en ræverød lejesvend som mig selv, at selv hippiernes umiddelbart harmløse oprør var med livet som indsats i det lykkeligt svundne USSR.
Jeg har en hovedpine på størrelse med samtlige førnævnte nationalstater (og Sovjet var altså ret stort, da det var størst), så det er blevet tid til at forlade hovedstadens biografer og huske at medbringe mere vand og panodiler i morgen. Der har jeg nemlig snedigt fundet tre film, som gerne skulle vise, hvad dokumentar kan gøre ved et sløjt emne, når det bruges bedst, og hvad der sker med en spændende fortælling, når den fortælles uden egentlig umage. Vi ses i morgen, hvor det igen forhåbentligt bliver næsten virkeligt!