Hjælp! Goodiepal har hacket mig!
Det var så i dag, jeg skulle have skrevet om hyggelige svenske kommuner og jidadisters forstyrrende børneopdragelse, men de ellers fremragende ’Giants and the Morning after’ og ’Of Fathers and Sons’ må vente til en anden gang, for i går aftes blev jeg rystet i min ellers skridsikre grundvold.
Technokrigeren
For at beskrive denne grænseoverskridende biografoplevelse må jeg starte før begyndelsen. Det var allerede ved min entré tydeligt, at jeg var en ydmyg gæst i Goodiepals inderste kreds, for sjældent har jeg set så farverigt klædte publikummer. Foran lærredet lå en masse eksemplarer af de samme to vinyler og 16 friskbagte rugbrød. Kort efter jeg satte mig ned, gjorde selveste Goodiepal sin entré. Han var naturligvis klædt om muligt mere bizart end resten. Kongen af freaksne.
Han gik med det samme i gang med på meget hurtigt og snøvlet engelsk at forklare sit nyeste projekt: et band ved navn ”Goodiepal and pals”, som arbejdede direkte og aktivt til fordel for flygtninge i nød. Sammen med to bandmedlemmer sang han dernæst tre udvalgte tech-rocknumre i akustisk udgave (primært trestemmigt skrigeri) som var i den mere samfundskritiske ende af skalaen. Halvdelen af salen var betaget og rystet, og den anden halvdel kiggede indforstået og skadefro på de nyankomne medlemmer deinne finurlige sekt.
Så startede filmen, og HVILKEN FILM DET VAR! Selv for publikummer med min egen stolte kærlighed til særlinge er Parl Kristian Bjørn Vester (Hans dødelige navn) en særligt overvægtig fisk at synke, og Sami Sänpäkkiläs film ligger ikke fingrene imellem. Som kunstneren selv gør opmærksom på i løbet af filmen, er en almindelig fejl at forsøge som dokumentarist at nå ”ind under huden” på en kunstner, som ikke eksisterer i andre versioner, end den der fremlægges. Goodiepal er Goodiepal 24/7, og selv hvis det ikke er sandt, så er det i vært fald væsentligt mere interessant at kigge på et omvandrende kunstværk i 71minutter end på en fyr ved navn Parl Kristian.
Han fik mig sku. Den skiderik!
Goodiepal har et konstant drillesygt smil på, og synes at se sig selv som en joke, samtidig med at han tager sig selv afsindigt seriøst. Han kører Europa rundt i en selvbygget elektrisk cykel med flere hundredetusind i kontanter, som han ynder at miste på alle mulige måder. Han bygger elektroniske fugle, laver technomusik og opfinder teoretisk musik med kunstig intelligens som publikum. Alt sammen efter at være blevet smidt ud af Det Kongelige Musikkonservatorium for at ”forbedre” deres supercomputer.
Jeg havde i forvejen et minimalt kendskab til hans enorme bagkatalog af musik, men først i direkte kontakt med Goodiepal, giver musikken rigtigt mening. Alting er konceptuelt ud over alle grænser, og ’The Goodiepal Equation’ får alt det bedste frem i både musikken og kunstneren selv. Så da jeg efter filmen står direkte overfor den mand, jeg lige har tabt kæben over, og han spørger mig, om jeg vil købe filmens soundtrack, kommer der et JA! ud af samtlige af mine kropsåbninger. I løbet af vores 30sekunder lange samtale får excentrikeren sagt, at pengene går til flygtninge omtrent otte gange, og jeg tror på ham hver gang. ”Soundtracket” viser sig at være en firedobbelt vinyl, hvis spillelængde er omtrent fire gange så lang som filmens, og den er udsmykket vildere end nogen plade, jeg har set. I coveret er der naturligvis flere tusind ord med forklaringer til numrene (for sådan nydes højkonceptuelt avantgarde techno bedst), og lige som jeg giver ham hånden og skal til at gå, giver han mig et lunt rugbrød i fuld størrelse i hånden, og siger ”det er nybagt”.
Således bevæger jeg mig ud af salen med fire styks computermusiksamling i den ene hånd og et friskbagt uindpakket rugbrød i den anden. Goodiepal har hacket mig, og jeg er lykkelig over at være hacket. Jeg griner hele vejen hjem efter, hvad der kun kan beskrivelse som den mest syrede og fantastiske biograf-oplevelse nogensinde. I morgen er det Sarahs tur til at festival-blogge, og jeg tror hun får svært ved at toppe det her. Det bliver sikker næsten virkeligt!