Mandag d. 25. marts
Jeg har set film i øst og vest. Det er svært at lave et reelt tema for, hvad mine indtryk skulle være i forbindelse med denne CPH:DOX. Tiden har ikke været med mig. Som her til morgen, hvor jeg missede en film om resistente bakterier og i stedet så én om skuespillere, der realiserer sig selv, klæder sig ud som ulve og knalder. Det var mindre interessant, end det lyder – skip X&Y.

Det er en særlig oplevelse at være på dokumentarfilmsfestival. Bevares, jeg har ikke været på andre. Men dokumentarfilm har den særlige egenskab, at de behandler virkeligheden. At de som oftest kræver en grad af koncentration, en anden alvor. At de – i hvert fald ikke dem, jeg har set –har noget på hjerte. Og det på vidt forskellige måder.

Bones as blue as the moon
I den fransk-cambodianske ’Graves Without a Name’ møder man en cambodiansk mand, der indgår i et ritual. En krop formes af bananer, cigarer og kokosnødder ovenpå en stor bunke ris. Små skibe med rismænd og cigaretter er placeret rundt om som en flåde. Munkene messer. De skal få mandens indre smerte og de hjemsøgende spøgelser fra Khmer Rouges tid i Cambodia til at forsvinde.

Kommunisterne delte cambodianerne op i nye folk og gamle folk og dræbte alle, der ikke passede ind i Angkors (Organisationen) klasseløse samfund. Det være sig byfolk på Pnom Pehn, skolelærere, politifolk, intellektuelle – eller folk med briller.

Knogler ligger i dag spredt i det frodige, cambodianske landskab. Forsvundet, men ikke glemt. Filmen viser gamle og visne børnebørn komme i kontakt med ånderne gennem ekstatiske ritualer. To mænd fortæller om tiden under Pol Pot. De mener, deres dårlige karma vil lægge sig som en skygge over deres fortsatte liv, som spøgelsernes skygger ligger over Cambodia. De virker jagede, deres stemmer små og vildfarne.

’Graves Without a Name’ er lang og kunstfilmsagtig. På trods af dens to timer, havde jeg det som om, jeg selv sad der i mindst det dobbelte. Filmen viser ikke vold eller (særligt mange) historiske klip. I stedet har nogen været kreativ i hobbyrummet og lavet træfigurer af døde cambodianere og flagånder, der hænger i træerne, som filmes i lange indstillinger. Mange gange.

Tennis og kærlighed
Jeg gik direkte, tung i hovedet, i hjertet og i kroppen, over i en anden sal for at se dokumentarfilmen ’Romantic Comedy’. En sammenklipning af hundredvis af filmkys og sjove voiceovers huskede mig på, hvor gode og fine mennesker også kan være. Og irriterende kønnede.

Selvom kønskritiske læsninger af romantiske komedier er noget, vi sikkert alle kender, kunne filmen alligevel give noget nyt til den debat. Måske fordi den i bund og grund var en kærlighedserklæring til en udskældt genre. 

Til sidste så jeg en film om tennis. Og filmkunst. Og vindermentalitet. I ’John McEnroe: In the Realm of Perfection’ følger vi den berømte tennisspiller springe, svinge sin ketsjer, få vredesudbrud. Hans ansigt skifter fra nedbrudt, vredt til helt neutralt, når den gule tennisbold kastes i luften. Som skyller hans tanker fra hovedet ned i kroppen, så den bevæger sig let; netop som en tanke eller en drøm.

Vi ser kun McEnroe. Vi ser sjældent den anden spiller. Kameraet er konstant vendt mod ham, for at undersøge hvert et sving med kroppen, hver en følelse. Det lyder måske kedeligt, men det var det slet ikke. Jeg vidste ikke, jeg synes, tennis er spændende.

Jeg er kommet lidt af sporet i forhold til mine CPH:DOX planer. Jeg ville jo se film om alt det, der lå ude i fremtiden. I stedet har jeg været i fortiden. Tilbage i filmhistoriens store forelskelser og klistrerede øjne. Tilbage til en tidligere verdensmester i tennis – og besøgt et fattigt folks minder om et folkemord.