Dag 3 på CPH PIX

Dag 3 på PIX bød på en af mine mest ventede film i år og en fantastisk overraskelse direkte fra Watts, Los Angeles.

David Gordon Green instruerer Al Pacino tilbage til toppen
Da jeg satte mig til rette kl. 14:20 i Grand var det for at se en af de film, jeg have glædet mig mest til i år. ’Manglehorn’ er instrueret af David Gordon Green, som har stået bag fantastiske film som ’George Washington’ og ’All the Real Girls’. Green er eminent til at trylle fænomenale præstationer ud af sine skuespillere, som man kunne se i sidste års ’Joe’. Den bød på en af Nicolas Cages bedste præstationer i de seneste ti år. Nu er Green tilbage for at rette op på flere karrierer, og denne gang er turen kommet til Al Pacino. Det arbejde vi har set fra Al Pacino de seneste år har været en smule sløjt, men med ’Manglehorn’ er han tilbage i topform.

’Manglehorn’ handler om låsesmeden af samme navn spillet af Al Pacino. Manglehorn er efterhånden kommet godt op i alderen og han lever et rutinepræget liv. Hans forhold til sin søn er ikke godt og han lever alene med sin kat Fanny. ’Manglehorn’ har mere end dette at byde på, men det fede ved filmen ligger ikke i historien. Det kan ikke benægtes, at det er en klassisk historie, men magien ligger i måden David Gordon Green fortæller den. Han byder altid på et interessant valg af musik og sætter det op mod nogle af de mest levende billeder, jeg længe har set.

’Manglehorn’ er fyldt med en energi, som ligger og skjuler sig lige under overfladen. Man kan næsten mærke filmens hjerte banke løs. Jeg har sjældent set en film fyldt med så meget varme og menneskelighed. Tag ind og se den både den 14. april i Gloria og den 16. april i Empire. Jeg sidder der sandsynligvis begge gange for at nyde den så længe som muligt.

Far og søn kæmper for at overleve i Watts, Los Angeles
Instruktør Malik Vitthal dukkede op i Dagmar for at introducere sin debutfilm ’Imperial Dreams’, som vandt ’Best of Next’-publikumsprisen ved Sundance Film Festival i 2014. ’Imperial Dreams’ blev optaget on location i Watts, Los Angeles, og Vitthal fortalte, hvordan filmholdet havde haft deres egen gruppe af sikkerhedsfolk bestående af lokale fra området. Det er nemt at se hvorfor beboerne i Watts støttede op om ’Imperial Dreams’. Det er en enormt stærk film, som leverer et solidt skud sandhed lige i hjertet.

Britiske John Boyega, som vi snart kan opleve i Star Wars: Episode VII, har hovedrollen som den unge Bambi Jones. Vi møder Bambi på vej hjem, efter han har været en tur i fængsel for overfald med et dødeligt våben. Mens han var i fængsel har Bambi dog fået øjnene op for sine egne skriveevner. Han vender hjem til sin lille søn fast besluttet på at gøre det rigtige denne gang. Det er dog lettere sagt end gjort, når ens onkel er gangsterkongen i området og ønsker, at man skal hjælpe til med narkoleveringer og hævnskyderier.

Imperial Dreams
Det er svært at tro på at ’Imperial Dreams’ er Malik Vitthals første film. Filmen er så gennemført og rammer scene efter scene hårdt og præcist, der hvor det gør ondt, og der hvor udødelige øjeblikke skabes. Historien om Bambi og hans søn er på ingen måde noget vi ikke har set før, men det er præsenteret på en frisk måde, samtidig med at det er underspillet, som ellers kun erfarne instruktører er i stand til.

Vitthal har desuden fået sin barndomsven, musikeren Flying Lotus, til at hjælpe med musik, og det kan mærkes. Det er lækkert, og det er smukt. Det er lige, som det skal være. En ghettoklassiker er kommet, har set og har bestemt sejret.

Se ’Imperial Dreams’ den 14. april i Dagmar.