Seriemorder- og hajfilm forenes i en svedig og blodig cocktail, der måske ikke altid er velsmagende. Men når bølgerne går højt, så går de virkelig, virkelig højt.

Zephyr lever måske ikke drømmelivet, i hvert fald ikke set udefra. Hun bor i sin bil, er nødsaget til at stjæle til føden, og holder sig isoleret fra resten af verden.

Men når hun ikke er i bilen, lever hun højt på bølgerne som surfer. Det er her, drømmen og meningen med livet findes for hende, og det er her, hun søger ly, for som hun selv siger, så er der ikke noget for hende på land alligevel.

Drømmen bliver dog hurtigt til et mareridt i ‘Dangerous Animals’, og den unge kvinde må snart kæmpe for sin overlevelse, strandet ude på havet, hvor ingen kan høre hende skrige. Og det er langt fra kun havdyrene, hun skal være bange for.

Noget i farvandet

Alt er ellers som det sædvanlige i begyndelsen, Zephyr (Hassie Harrison) skal til at tage en tidlig morgen-surftur, længe før solen står op på en strand i Australien forladt af alt liv.

Hun opdager dog desværre hurtigt, at hun ikke er alene, og at lige præcis denne surftur hurtigt kunne gå hen og koste hende livet. I stedet for den blå bølge befinder hun sig snart på en fremmed båd, indespærret, lænket og langt væk fra land.

‘Dangerous Animals’ gør noget, der er langt ud over det sædvanlige for en ellers klassisk hajfilm. ‘Jaws’, ‘Deep Blue Sea’, ‘The Shallows’, endda ‘Sharknado’ – når du har set én overnaturlig, blodtørstig og hævngerrig haj på lærredet, så har du set dem alle.

Men den garvede gyserinstruktør Sean Byrne smelter den kontroversielle genre sammen med noget lidt mere jordnært. I dette tilfælde en blodtørstig og mandschauvinistisk seriemorder i form af Tucker (Jai Courtney), som har fået smag for at udnytte havdyrene til sine egne forskruede fantasier.

Det er en fryd at blive inviteret til et blodbad, der både tillader sig at være åndssvagt, og som samtidig tydeligvis skinner af charme, med noget på hjerte.

Menneskets gab

Seriemorderhajfilmen – hvis man kan kalde denne nye genre det – er en fornøjelse, det er en sammensmeltning, der fungerer overraskende godt, når den er rigtig god.

Når bølgerne går lavt, er de dog desværre også lavere, end man kunne ønske sig.

‘Dangerous Animals’ stråler i alle dens adrenalinsus og blod-splat, og volden er ikke chokerende eller iøjnefaldende, nej, den er snarere smertefuldt langsom, og svømmer i cirkler rundt om publikum, før den sætter tænderne i dem.

Derfor er det også på vandet, at filmen er i sin pragt. På land falder den lidt til jorden. Her er blandt andet en romance, som desværre er så malplaceret og overflødig, at den går hen og bliver mere irriterende end meningsfuld. 

Ligeså er kærlighedsinteressen, som har en personlighed som en papkasse, og det er synd, at der bruges så meget tid og plads på det, når helten og skurkens samspil ikke får lov til at blive udnyttet til sit fulde potentiale.

‘Dangerous Animals’ forsøger dog at gøre noget, som ingen andre har gjort før. Den vasker blodet af hænderne, og tilbyder en længe ventet undskyldning for hajens dårlige ry i popkulturen. Den afslører, at det virkelige monster er og altid har været mennesket.

Og nej, den kan nok ikke gøre op for årtier af frygt for hajer, der er blevet til fjendskab og i sidste ende til en trussel mod dyrets eksistens fra menneskelig hånd ude i virkeligheden.

Men denne film er et kærlighedsbrev til et af havets mest misforståede skabninger, og viser rovdyrets skønhed i skarp kontrast til menneskets sande, monstrøse natur. Og ja, seriemorderen synger Baby Shark ikke bare én, men to gange. Hvis det ikke er en anbefaling værd, så ved jeg ikke, hvad er.