AF DITTE MADVIG EVALD

Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe har lavet decoupagen, til H.C. Andersens eventyr om de vilde svaner og den lille prinsesse Elisa, mens det er Ghita Nørby der står for personinstruktionen.

For de, der, som jeg, har glemt indholdet i eventyret om “De vilde svaner” kommer her en lille reminder. Prinsesse Elisa (Stine Fischer Christensen) lever lykkeligt på slottet med sine 11 ældre brødre (bl.a. Thure Lindhart) og sin far (Jens Jørn Spottag), da denne gifter sig igen. Den nye mor (Benedikte Hansen) er naturligvis en ond heks, hun er jo stedmoderen, så hun forvandler hele drengebanden til svaner og sender Elisa på landet for at vokse op der. Elisa vokser op og bliver naturligvis både smuk og from. Da hun bliver kaldt til slottet igen, kan hendes fader ikke genkende hende for stedmoderen har gjort hende grim, så hun bliver smidt på porten. Hun finder sine brødre, der hver aften bliver mennesker igen. De tager hende med til et land på den anden side af havet, og her finder hun både kuren til sine brødre og sit livs kærlighed. Men hverken det ene eller det andet kommer uden store ofre.

Vi ved at både Stine Fischer Christensen, Ghita Nørby og ikke mindst Thure Lindhart er eminente skuespillere, men i “De vilde svaner” skjuler de deres evner godt. Det er for pænt, for stift og helt og aldeles humorforladt spil, i en film der i høj grad savner en form for forløsende humor. Det eneste der giver filmen

en snært af liv er de onde karakterer, Benedikte Hansen er herlig ondskabsfuld som stedmoderen og Søren Sætter-Lassen er ok som den mistænksomme ærkebiskop, der som den eneste synes det er lidt mærkeligt, at kongen kan blive hovedkulds forelsket i en pige, der godt nok er yndig, men som ingen ved noget om, og som ikke vil ytre et ord.
Hele filmen virker forstenet og man kan nærmest lugte Werthers Echte mens man ser den. “De vilde svaner” vil uden tvivl være et hit blandt små piger i lyserøde prinsessekjoler, der kan få en hyggelig eftermiddag med deres bedstemødre. Pigerne kan leve sig ind i den sørgelige og til tider uhyggelige historie om den fromme og underskønne prinsesse Elisa, der må så grueligt meget igennem for at redde sine brødre og sit eget liv. Mens bedstemødrene sikkert vil fryde sig over vor Dronnings fine decoupager og kostumer, der sikkert får dem til at tænke over den seneste klassiske ballet på det kongelige. Men nu går denne anmelder altså hverken med prinsessedrømme eller har et tæt forhold til vor nationalscenes mere traditionelle udfoldelser.

Man får mindelser om dengang den første omgang Pyrus røg over skærmen og vi alle blev begejstrede over de tableauer der blev præsenteret. Ved gensyn blev det dog hurtigt tydeligt, at teknikken var utrolig primitiv, og i “De vilde svaner” er det næsten lige så slemt. Det er da meget sjovt, når personerne kan gå ind i Dronningens decoupager, der har en ret god 3-d effekt, men i det store hele er det bare ikke godt nok udført. Det medvirker til at filmen mest af alt minder om filmet børneteater. og skuespillet understreger dette. Jeg har stadig ikke fundet ud af om det er meningen, men jeg tænkte på balletbørn og teaterkostumer under hele filmen. Som et lille tv-eventyr fungerer filmen sikkert meget godt, men som biograffilm er den bare hverken flot eller god nok til at være en biografbillet værd.

Filmen får 2 ud af 6 stjerner