Netflix’s nye danske satsning er netop landet, og den leverer præcis, hvad man forventer af en god thriller: spænding, intensitet og dramaturgiske forviklinger. Det er en styrke, men også en form for svaghed.

Danske Louise Andersen (Natalie Madueño) bor på den norske ø, Hidra, med sin forlovede Joachim (Pål Sverre Hagen). De driver en lille café ved vandet sammen. Alt ånder fred og idyl, indtil en mystisk cafégæst en dag henvender sig til Louise. Han insisterer på, at hun i virkeligheden hedder Helene Söderberg.

To år forinden mistede Louise al erindring om sin fortid efter et voldsomt hovedtraume. Den ukendte mands besked leder derfor Louise tilbage til Danmark med ønsket om at finde ud af hvem hun, Helene Söderberg, i virkeligheden er, og ikke mindst hvad der skete, da hun forsvandt. 

Mistilliden dæmrer

Det viser sig, at Helene er datter af den nu afdøde Aksel Söderberg, der stod bag det fjerdestørste shippingfirma i Norden. Før sin forsvinden arbejdede Helene selv i firmaet, hvor hun også mødte sin ægtemand, Edmund Söderberg (Claes Bang). De ejer nu firmaet sammen. 

Det mærkværdige faktum, at Edmund har taget sin kones efternavn og ikke omvendt, lugter mere af mistænkelighed end af ligestilling. Hvilket blot er ét ud af mange subtile og raffinerede ledemotiver i filmen, der gør seerens detektivarbejde frydefuldt.

Edmund tager imod Helene, da hun vender hjem til sit luksuriøse barndomshjem, hvor de før boede sammen med deres fælles søn Alexander (David Elting Geresia). Nu bor Edmunds mor, Caroline (Stina Ekblad), også i det grandiose hus, der er udstyret med alt, hvad der rimer på det søde liv. 

Helene bliver desuden taget glædeligt imod på sit gamle kontor i shippingfirmaet. Omgivelserne får langsomt minderne til at dæmre for hende, men hun er dybt afhængig af andres beretninger. 

Tilbage i Norge opdager Joachim til sin store forundring, at der ikke ligger noget som helst om Söderberg-familien på nettet, hvilket er mildest talt mærkværdigt for en succesfuld erhvervsfamilie.

Det er også tydeligt, at noget ikke helt stemmer omkring årsagen til Helenes forsvinden. Med flygtige flashbacks og sparsom information fra politiet, kollegaer og familien forsøger vi ihærdigt at opklare fortidens gåder sammen med hende. Uvisheden om hvem, der er til at stole på, ligger som en fæl dunst i luften. Det er ubehageligt på den helt rigtige måde.  

Sælsomt særpræg

Spaltningen af Helene som karakter på grund af hendes hukommelsestab er utroligt stærkt. Vi lærer alt og alle at kende i samme tempo som hun, men står samtidig udenfor med et større overblik ved hjælp af Joachims egenhændige efterforskning af sagen.

Det er uundgåeligt ikke at blive følelsesmæssigt investeret i, hvad karaktererne hver især gennemgår på grund af de ejendommelige omstændigheder. Den lille Alexander husker mere end sin mor, og Joachims udkårne har pludselig en helt ny familie. Helene selv bliver mødt af genkendelsens blik fra mennesker, hun ikke mindes nogensinde at have mødt. Det giver scenerne en særpræget stemning af en sælsom dobbelthed. 

Fængslende fortælling på velkendt form

‘Den hemmelige kvinde’s netflixske ophav er tydeligt. Filmen når uden tvivl ud til et bredt, internationalt publikum med dens let forståelige formsprog: dramatiske, skarpe vinkler og et følelsesmæssigt guidende lydtæppe, og hvad der ellers hører sig til en klassisk fængslende krimi. Man ved, hvad man får, men en sjat nytænkning havde nu været kærkomment. 

Der bliver desværre heller ikke dvælet ved meget andet, end hvad der er af direkte relevans for plottets fremdrift. Instrumentaliseringen af dialogerne er således tydelig. Selvom skuespillet er i topklasse, kan man sommetider se replikkerne for sig på skrift. 

Den ellers medrivende fortælling kunne med fordel have fået mere plads til at ånde i et serieformat. Med andre ord: man kunne sagtens have brugt endnu flere timer i selskab med ‘Den hemmelige kvinde’. Så god en fortælling har vi med at gøre her.