Nicolai Meldgaard Eskesen
Med udtagelse til børnefilmskonkurrencen på dette års Berlinale er spillefilmsdebutant EsbenTtoft Jacobsens godt på vej med en historie om den svære søskendekærlighed mellem Jonathan (Markus Rygaard) på 12 og lillesøsteren Sofie på 6 (Alberte Blichfeldt), der bliver sat på en prøve i mødet med den kæmpestore bjørn.
Det giver rigtig god mening at animationsfilmen Den kæmpestore bjørn er blevet til hos det relativt unge filmselskab Copenhagen Bombay, der ejes af film- og billedmager Anders Morgenthaler og producer Sarita Christensen. Her har man et specifikt fokus på at lave anderledes ambitiøse film for børn og unge uden skelen til den bredeste fællesnævner. Det så man f.eks. i Morgenthalers Carsten & Gittes Filmballade fra 2008, der henvendte sig smalt til børn mellem 3 og 6 år.
I Den kæmpestore bjørn er fokusset rettet imod de halvstore børn fra 7 til 12 år, hvilket meget præcist(men uden at det føles beregnende) fanges af de to hovedkarakterer Jonathan og den til tider møgirriterende lillesøster Sofie. Som da hun i filmens start får plaget sig vej til at komme med broren på ferie op til morfaren (Elith ”Nulle” Nykjær Jørgensen) i Nordsverige. Morfaren bor lige på kanten til den mystiske store skov, hvor der er forment adgang, og det går også fint indtil Sofie kommer til at ødelægge Jonathans træhytte. I vrede jagter han hende gennem havens dør, der fører ud til skoven og hvorefter han lukke hende ude. Efter et øjebliks panik fra Sofie, bliver der stille og da Jonathan åbner døren igen er søsteren væk.
Nu må Jonathan ud i den store skov for at finde sin bortløbne søster, og snart står han overfor en umådelig stor bjørn og hvad værre er, så er søsteren blevet venner med dyret.
Den kæmpestore bjørn er en elementær godt fortalt historie, hvor inspirationskilder fra så forskellige folk som Hayo Miyazakis og hans univers i Prinsesse Mononoke til Astrid Lindgreens Ronja Røverdatter kan spores, eksempelvis da Jonathan i en scene støder på en flok aggressive miniature elge. Selve animationerne er bedst i scenerne i og omkring bjørnen (som Sofie hurtigt døber ”Store Fridtzjof” efter hendes bamse), der på trods af sit enorme omfang kan gå i et med landskabet takket være et væld af træer, der har slået rod på dyrets ryg. Stemningen af mytisk urskov rammes med en ryggerislende effektfuldhed flere gange takket være netop animation og det lækre score komponeret af Niklas Schimidt og spillet af DR Symfoniorkester.
Alt i alt er Den kæmpestore bjørn en film som alle vinterferieramte storebrødre sagtens kan tage mindre søskende og forældre med ind at se, vel at mærke uden at gøre sig selv en bjørnetjeneste!