Den sidste rejse – Premiere 15/12/2011

Nogen får ondt i hovedet i Den sidste rejse. Photo Courtesy of UIP Film Distribution.

Af Jonas Fievé

Historien om Finn Nørbygård og Jacob Haugård går helt tilbage til 1984, hvor de for første gang optrådte sammen i små sketches på Østjyllands Radio som kontrollører hos Århus Sporveje, der tjekkede folks billetter med det karakteristiske “jadak”. Det var dog først, da de kom med i Danmarks Radios hedengangne underholdningsprogram, Lørdagskanalen, at Finn & Jacob for alvor slog igennem, og meget hurtigt blev landskendte. Før deres veje skiltes i starten af 90’erne, nåede de blandt andet at lave filmene Jydekompagniet og Jydekompagniet 3. Der var ingen Jydekompagniet 2, “fordi 2’ere altid bliver en fiasko.” I løbet af 90’erne kunne de dog ses i en række reklamefilm for Tuborg Squash, og optrådte også sammen i ny og næ.

Sidenhen blev Jacob Haugård overraskende valgt ind i Folketinget som løsgænger, og Finn Nørbygård lavede en række shows sammen med sangerinden Jette Torp. På et tidspunkt vælger Finn Nørbygård at investere for lånte penge i selskabet bag It-Factory, og resten af historien kender I godt.

Det er så her, filmen tager sin begyndelse. Finn og Jacob er som mange gange før ude at optræde, da Finn indrømmer overfor Jacob, at han ud over sine egne penge også havde investeret Jacobs opsparing i It-Factory, så nu er de begge på røven. Et efterfølgende skænderi resulterer i, at Finn forlader bilen, og før han når at se sig tilbage, bliver bilen torpederet af en lastbil.

Finn går nu helt i hundene og bruger det meste af sin i diverse indkøbscentre, hvor han forfølger tilfældige folk, der ligner Jacob. Finn klynger sig til håbet om, at hans makker  stadig er i live, da de aldrig fandt liget af Jacob.

Da der ser værst ud, støder Finn tilfældigvis på Jacob, mens Jacob er  i gang med at røve en bank, og bliver taget med til Sverige, hvor Jacob har startet en bedemandsforretning.

Det viser sig nemlig, at Jacob slet ikke var i bilen, da den blev torpederet, men da alle alligevel  troede, at han var død, benyttede han sig af muligheden for at starte forfra – langt væk fra Finn. Han er derfor ikke begejstret for, at Finn endnu engang skal blive en del af hans liv, men langsomt blomstrer deres gamle venskab op, og da Finn opdager, at Jacob også arbejder som lejemorder, får han selvfølgelig lov til at være med. Herfra udvikler historien sig meget dramatisk, og sætter venskabet mellem de to på en række prøver.

Filmen er instrueret er Lasse Spang Olsen, og det er ret tydeligt, at den genremæssigt også læner sig op ad ”I Kina spiser de hunde”. Det lægger instruktøren heller ikke skjul på. Men ”I Kina spiser de hunde” var dog nytænkende og spændende. ”Den Sidste Rejse” er derimod uoriginal og kun lidt spændende. Filmen er bygget op omkring nogle klicheer, og handlingen er en smule monoton.

Men man kan sagtens holde ud at den, hvis man har en forkærlighed for Finn og Jacob. Godt nok er filmen ikke en fortsættelse af Jydekompagniet, og de spiller nogle andre karakterer, end man har set dem i tidligere, men det er trods alt stadig de folkekære jyder, der efterhånden har arbejdet sammen de sidste 25 år. Det er også en typisk Lasse Spang Olsen-film, der selvfølgelig rummer en hæsblæsende biljagt og biler der bliver sprængt i luften.

Hvis det er nok til, at du bliver underholdt, så er det filmen for dig. Men er du hverken til Lasse Spang Olsens semi-actionfilm eller Finn og Jacobs humor, så skal du nok holde dig væk.

Filmen vises i stort set alle biografer, så god fornøjelse.