Mandschauvinisme, skønhedsidealer og fjendskab mellem kvinder. Ikke meget er magisk, men rigtig meget er blodigt, vulgært og frastødende i denne brutale version af Askepot.

Du har aldrig oplevet et eventyr som det her. Nogen kender måske til den mere dystre, originale version af eventyret om prinsessen med glasskoene, hvor hendes søstre ihærdigt hakker deres hæle og tæer af i et forsøg på at vinde et liv i glans.

‘Den stygge stedsøster’ læner sig langt mere op ad den version af eventyret, end af den Disneyficerede version, de fleste af os er vokset op med. Filmen her går dog endnu længere og fjerner blikket fra Askepot, for i stedet at sætte sin lid til hendes stedsøster, helt fra begyndelsen.

Den unge Elvira (Lea Myren) har altid haft hovedet i skyerne. Hun drømmer kun om én ting, nemlig at gifte sig med kronprinsen, og opnå en sand eventyrromance. Derfor ejer hun naturligvis en elsket kopi af prinsens digtsamling, og er også ellevild, da hun inviteres til hans bal, selvom hendes navn er stavet forkert i invitationen.

Den norske debutinstruktør Emilie Blichfeldt kreerer med ‘Den stygge stedsøster’ en guldklump af en body horror, hvor stedsøsteren og Askepot tager på parallelle rejser i en verden, der konstant er imod dem.

Tragedien at være kvinde

Askepot, født Agnes (Thea Sofie Loch Næss), ligner på alle måder sig selv i denne historie; godhjertet, smuk og dømt til et liv i pinsel. Ydmyget og holdt fanget af sin stedmor, som strammer sit jerngreb, så snart Agnes’ elskede far afgår ved døden.

Elvira, og lillesøsteren Alma, får til gengæld karakter, som de ellers aldrig har haft det. Vores hovedperson har fra dag ét kun en ting som mål, og ligeså har hendes mor, men alle kvinderne i denne fortælling lever langt fra et eventyrliv, som Disney ellers har kunnet vise det.

Jo, måske er der store balkjoler og teselskaber, men Elvira bor også i et samfund, hvor skønhed er uopnåelig, og hvor perfektion har sin pris. 

En invitation til Prins Julians bal fører hurtigt til en næseoperation for den håbløse romantiker – og til slankekure, og danselektioner, og flere operationer. Der er ikke den ting, stedmoderen ikke vil bruge penge på for at få familien op på toppen af den sociale rangstige, mens Agnes må se sin fars lig fordærve og gøre rent efter sin stedfamilies rester.

Emilie Blichfeldt gør her noget, som sjældent er blevet gjort af andre eventyr – hun sætter prinsessen og hendes nemesis på lige fod. 

I denne verden er Elvira og Agnes ikke så forskellige, som man ellers skulle tro. Faktisk er det skræmmende, hvor meget de begge er ofre for en skæbne, der næsten er uundgåelig. Og hjerteskærende, hvordan de tvinges af højere magter til ultimativt at skulle kæmpe mod hinanden for at opnå den kongelige drøm.

Den fordærvede skønhed

‘Den stygge stedsøster’ holder, hvad den lover – der klippes tæer og hakkes hæle, og den lægger aldrig låg på sin vederstyggelighed. Maddiker kribler over hver en scene, blodet sprøjter, og Elviras skrig er lige dele tårevædende og kvalmende.

Alt dette står i skarp kontrast til en billedside gennemsyret af delikate pastelfarver, gudeskøn norsk natur og desserter, der er lige så uimodståelige, som de er nærmest groteske.

Skønheden er kun en maske for al den modbydelige smerte, der gemmer sig bag det glansfulde ydre. Den onde stedsøster er ikke skurken i denne fortælling – men det er Askepot heller ikke, og på sin vis, så er den onde stedmor det heller ikke.

Alle disse kvinder trækker tænder ud på sig selv for at komme først i rækken til at imponere de mænd, der kan give dem alt det, de aldrig har haft. Hvad Askepot og Elvira har til fælles er, at de er dømt til at fejle, blot ved at være født som kvinder, og det er der hverken megen magi eller glans over.

Det er vemodigt og tragisk at forlade Elvira på biograflærredet, en pige, der trods sine omgivelser føles så utroligt, hjerteskærende ægte. En pige, der aldrig fik at vide, at hun var god nok, som hun var, og som fra dag ét måtte ændre sig selv for at leve op til de umulige standarder, der hænger over hende.

‘Den stygge stedsøster’ forener periodefilm med body horror-genren på den mest vidunderlige vis, og fortryller os med et blodigt eventyr, hvor drømme aldrig rigtig går i opfyldelse. Det er en sand fornøjelse og en sand tragedie at være vidne til.