Familiedrama, bedrag, skyld og to parallelle kærlighedshistorier, der ender med at viske hinanden ud i forsøget på at gøre dem begge lige vigtige. Det er det rod, som forfatteren til bogen, Colleen Hoover, har efterladt instruktøren Josh Boone at jonglere med. 

Selvom det langt hen ad vejen er et bravt forsøg, kan han ikke komme udenom, at historien bare ikke har det helt det store at byde på.

Jeg kom ikke med de største forventninger efter Hoovers første filmatisering ‘It Ends with Us’ fra sidste år. Og med produceren Anna Todd, der har været en fast del af teenagepigers liv i 2010’erne med ‘After’-succesen, regnede jeg ikke med at blive rørt. Jeg tog fejl.

En mor, en datter og en omvandrende katastrofe

Det er en simpel, klichéfyldt historie, vi bliver præsenteret for. Morgan (Allison Williams) og Claras (McKenna Grace) forhold er som ethvert andet mor-datter-forhold, når teenageforbandelsen banker på: en anelse anstrengt. Clara er derfor naturligvis større fan af sin “cool” moster Jenny (Willa Fitzgerald), og alt er stort set i sin skønneste orden.

Altså lige indtil moster Jenny og far Chris (Scott Eastwood) dør i en bilulykke, og filmen får et los bagi. Skyldfølelsen, som Clara sidder tilbage med efter sin fars og mosters død, kan hun slet ikke håndtere. Men den bliver hurtigt glemt, fordi der også skal være plads til forudsigelige skænderier med moren, og til kærlighedshistorien med skolens sejeste dreng, Miller (Mason Thames). 

Havde det ikke været for de små brudstykker hist og her, der minder os om, at der foregår andet i Claras liv, kunne de tragiske omstændigheder egentlig have været ligegyldige for de to unge turtelduer.

Derfor føles filmen mildest talt som usammenhængende historier kastet sammen i tilfældig rækkefølge, som seeren selv skal forsøge at finde hoved og hale i. 

Vi kender det som vores egen bukselomme

Morgan er lige så knust som Clara, og det er ikke en overraskelse, at hun finder trøst hos Jennys forlovede, Jonah (Dave Franco), som i øvrigt altid har været forelsket i hende. De navigerer begge hovedløst rundt i sorgen over at have mistet deres bedre halvdel, og deres “the one that got away”-kærlighedshistorie spejler til forveksling Clara og Millers.

Jeg er næsten overbevist af Franco og Williams’ præstationer, men det er synd, at manuskriptet føles, som om det er taget direkte fra noget, jeg selv kunne have skrevet for ti år siden på Wattpad (der, hvor alle nyudklækkede teenagepiger fik deres fanfiction-fix). 

Filmen prøver at give dig små, søde easter eggs, der skal føre til en “aha”-oplevelse, men den kommer aldrig. Hver gang der plantes et hint, er det så forceret, at du ikke er i tvivl om, at du skal bide mærke i det. Det føles dovent, og som om Boone er bange for, at vi ikke forstår filmen, hvis ikke han skærer den ud i pap.

Jeg kender klicheerne, og jeg ville hellere have set filmen gå i dybden med de tunge emner, den selv lægger op til, i stedet for at forsøge at skille sig ud fra alle andre kærlighedsfilm.

Nye, klare stjerner på himlen

Alligevel, taget alt i betragtning, sad jeg med en tåre i øjnene op til flere gange. Fællesnævneren her var McKenna Grace. Både hende og Mason Thames leverer de klart stærkeste præstationer og gør mere med det skrabede manuskript, end man kunne have forventet.

Hvis du slår “charmetrold” op i en ordbog, står der Mason Thames. Han løfter filmen med sine kække replikker, og de røde slikkepinde, han altid har i munden, tilføjer kun til hans karisma. Thames og Grace bringer sammen Clara og Miller til live, og jeg er ikke i tvivl om, at de giver alt, hvad de har.

De formår på kort tid at overbevise mig om, at de er nyforelskede og bærer på bagage og drømme, de ikke kan vente med går i opfyldelse. Jeg er forelsket i deres kærlighed, og et rent teenage-high school-drama ville have fungeret bedre end det kaos, vi har fået her. Men de gør, hvad de kan, med det, de har, og jeg sidder tilbage med et smil på læben og en lyst til at få mere af dem.