Forventningen til Alejandro Iñárritus næste storfilm kan komme til at overskygge kvaliteten. Men det skal ikke tage noget fra det, filmen faktisk fremlægger.

Her er tale om en yderst aktuel film, der kommenterer på alt fra pengegriske vildmænd i magtpositioner og tossede præsidenter til potentielle miljøkatastrofer, der ikke kan reddes, hvis ikke der sættes en stopper for det, før det er for sent.

Tom Cruise spiller Digger Rockwell. En excentrisk rigmand, der på sin bedstefars bekostning er blevet noget af en oliebaron. Han står i spidsen for og finansierer vor tids største boring  – på Grønland endda. Men efter utallige advarsler fra staben om at stoppe med at bore så hårdt og dybt går det selvfølgelig galt. Meget galt.

Et kæmpe stykke fastlandsis på størrelse med staten Washington river sig løs og har direkte kurs mod Europa. Står USA nu over for verdenshistoriens største miljøkatastrofe? Det skal Digger (læs: Tom Cruise) selvfølgelig løse.

Sprudlende karakterer

Der er bestemt fart over feltet indenfor meget kort tid, og vi bliver i bedste hektiske Iñárritu-stil introduceret til folk i Diggers omgangskreds. Ikke mindst hans halvsøster Emma (Sandra Hüller), der er ved at gå ud af sit gode skind, da en miljøkatastrofe ikke ligefrem kaster godt lys over hendes nye “bæredygtige” foretagende, og den mildest talt panikslagne miljøansvarlige Dr. Ganesh (Riz Ahmed).

Det sprudlende karaktergalleri stopper bestemt ikke her. Den gode John Goodman bliver hurtigt tilkaldt krisemøde i Diggers bibliotek og gør sit helt klare bedste for at få USA’s præsident til at virke så fiktiv som overhovedet muligt. Det kommer han godt i mål med, da der ikke mærkes megen forskel fra virkeligheden.

Hele præsidentens stab ved første krisemøde er eksekveret satirisk velbalanceret, at jeg både er flad af grin og skræmt fra vid og sans ved tanken om den samlede magt på ét sted, af dumme mænd.

Iñárritu har skrevet og instrueret en begyndelse på filmen, der både er skræmmende, smerteligt morsom og uhyre aktuelt. Tilføjelsen af USA’s påvirkning i Grønland kan ikke lade være med at give et lille sug i maven, hvorvidt dette faktisk kunne blive en realitet. Det er utrolig tragikomisk.

Feststemningen får dog hurtigt revet tæppet væk under sig, da Iñárritu twister filmen på en måde, jeg aldrig havde set komme. Det er et veleksekveret twist, men jeg kan ikke lade være med at føle, at filmen til tider træder vande, da den på et metalag minder lidt for meget om Iñárritus tidligere mesterværk, ‘Birdman’ (2014).

Ingen som Cruise

Tom Cruise er strålende som den excentriske oliebaron Digger Rockwell. Cruise er dækket i proteser, der ligger nogle ekstra kilo og dobbelthager på den ellers fysiske skuespiller, der plejer at hoppe fra klipper og hænge fast på fly. Det er der intet af her. Til gengæld spiller Cruise titelrollen med flere lag, som helt sikkert vil få dig til at spærre øjnene op. 

Selvom Cruise de seneste år har cementeret sig som århundredets actionhelt, skal man ikke glemme 80’erne og 90’erne, hvor han høstede Oscar-nomineringer, og hvor alle de store kunstneriske instruktører ville arbejde med ham. Iñárritu placerer Cruise fluks tilbage i det kunstneriske stadie med ‘Digger’, og det er et forfriskende og velkomment gensyn.

Når satire bliver ubehageligt virkelig

‘Digger’ efterlader mig med en bizar og i nogen grad foruroligende følelse. Jeg både griner højlydt, men fanger også mig selv i at føle decideret ubehag ved nogle af de øjeblikke, der udfolder sig i karaktererne og fortællingen.

For filmen behandler faktisk et reelt geopolitisk og miljøbevidst problem, som bliver så meget satirisk sat på spidsen, at man frygter, at det reelt kunne ske. 

Iñárritu tvinger sin seer til at kigge indad, samtidig med at se frygten i øjnene og bekæmpe den, hvis man kan. Især en imponerende one-take monologscene, opført af Cruise selvfølgelig, efterlader én både pinlig berørt, ubehageligt tilpas og skraldgrinende.

Her sker meget i Iñárritu seneste værk, og det er en hvirvelstrøm af forskellige følelser. Jeg forventer ikke, at det er en film for alle, men jeg er sikker på, at enhver kan finde præcis noget, de elsker – om det så er Cruise, fotograferingen, moralen, eller en 200 år gammel kat. 

Der er dybde og masser af sociale kommentarer, der både er skræmmende, nutidig og aktuel. I sin satire og i det, den har på hjerte, bliver det en vigtig og dristig fortælling.

Jeg forventer, at det bliver en film, der ses fra nye vinkler og opnår nye højder ved gensyn efter gensyn. Jeg glæder mig allerede til at se den igen og igen.