På et tidspunkt troede jeg faktisk, at ’Tre sekunder’ havde en vigtig pointe om det amerikanske politi, retssystem og brugen af undercoveragenter. Men det fik den så modbevist til sidst.

Vi er ude i sådan en film, hvor ens far, såfremt han er som fædre er flest, nok ville føle sig fint underholdt. Sådan en rigtig spændende ”triller”, man kan se en søndag aften på TV2 om nogle år, når den kommer til det led i distributionskæden.

Politi og papirnusseri
Peter Koslow (Joel Kinnaman) er en tidligere soldat, der efter en dom for vold med døden til følge endte i fængsel og derigennem som infiltrator af den polske narkomafia med FBI i ryggen. Således får han et par år ude i friheden, indtil det store drugbust, der skulle være hans sidste gerning som undercoverdreng, fucker op, og Peter ender efterlyst for mord. Han beordres derfor tilbage i fængsel, hvor han skal finde ud af, hvem der distribuerer stoffet fentanyl til New Yorks indsatte. På den måde kan han måske få lov til at se sin familie igen.

Det er sjældent et godt tegn for en spillefilm, hvis den minder for meget om den slags politiserier, der har kørt i en menneskealder på formiddags-TV. ’Tre sekunder’ tager flere vigtige lektioner med fra ’Law & Order: Special Victims Unit’, der nu kører på 20. sæson.

For det første er FBI de onde karrierebureaukrater, der bruger mennesker, som de vil. For det andet skal der være mindst én rapper på rollelisten som hårdkogt newyorkerbetjent med et løsagtigt forhold til kommandokæden i politiet – SVU havde Ice-T, mens ’Tre sekunder’ har scoret Oscar-rapperen Common. Common spiller en herresej mordefterforsker fra NYPD, der kan smides ind i mixet, når plottet trænger til en deus ex machina-løsning eller to. Indimellem er det underholdende, men det er altid overflødigt.

Det rent og skært nødvendige
Rollelisten tæller også Rosamund Pike som Peter Koslows FBI-kontakt, Clive Owen som hendes onde jakkesæt af en chef og Ana de Armas som Koslows kone. Alle leverer de, hvad de skal og gør, hvad der kan gøres med deres halvsløve trillerkarakterer.

Filmen holder fint spændingsniveauet fra start til slut og formår på lange stræk at opdyrke en frustration over systemet og manglen på humanisme hos forbundspolitiets skrankepaver, der er ligeglade med, hvem de skal træde på for at få et liiidt federe kontor. Hen mod slutningen taber den dog pusten og ender i, hvad der føles som en række hovsaløsninger (inklusiv en kæk kommentar fra Common hist og her, når de onde får deres bekomst).

’Tre sekunder’ har kort sagt hverken nye måder at skyde action på, nye plottwists eller i det hele taget nye tilføjelser til hele narkosmuglere-mod-lovens-lange-arm-konceptet. Den gør bare, hvad den skal.