Hvis monstret under din seng spiste dine forældre, hvem ville du så spørge om hjælp? Tja – hvis din nabo nu dræbte monstre…

‘Dust Bunny’ er instrueret af TV-veteran Bryan Fuller i hans spillefilmsdebut og fortæller historien om den 8-årige Aurora (Sophie Sloan), der hyrer sin nabo – en lejemorder spillet af Mads Mikkelsen – til at dræbe det monster, der har spist hendes forældre. Undervejs må de også slås mod andre lejemordere.

En Dynamisk Duo

Sloan og Mikkelsen er solide og har en god kemi. Sloan balancerer en barnlig uskyld med en tydelig viljestyrke, mens Mikkelsen leverer sin karakter med sin karakteristiske deadpan-humor. Hans konstante forkerte udtale af Auroras navn er en effektiv humoristisk running gag. 

I biroller ser vi blandt andet Sigourney Weaver som Mikkelsens sarkastiske chef og David Dastmalchian som rivaliserende lejemorder. Auroras forældre spilles af danske Line Kruse & Caspar Phillipson (i en af hans få ikke-JFK-roller i en amerikansk film), og dem kunne man godt have savnet at se lidt mere af, da deres roller er meget små.  

Forholdet mellem Aurora og Mikkelsens karakter minder på mange måder om det mellem de to hovedkarakterer i ‘Léon’ – en sammenligning, filmen ikke helt kan undgå. Alligevel formår ‘Dust Bunny’ at adskille sig med sin egen visuelle og tonale stil.

Et lidt andet New York

Filmen foregår i New York, men er optaget i Budapest – sandsynligvis af økonomiske årsager. Det giver lokationerne en bestemt europæisk atmosfære. 

Sammen med de farverige og detaljerige scenografier – der kunne være plukket fra ‘Amélie’, som Fuller selv har nævnt, at han er fan af – skabes en verden med en surrealistisk kvalitet, som om alting foregår i et barns drøm eller fantasi. 

Som spillefilmsdebutant gør Fuller det imponerende. Kameraet er livligt, billederne er visuelt flotte og valget af det usædvanligt brede 3.00:1-billedformat giver produktionsdesignet meget rum at ånde i.

Underholdning til alle

Selve “dust bunny”-monstret under sengen fylder relativt lidt, men har et godt og mindeværdigt design, når den endelig dukker op. Det burde være nok til at skræmme yngre seere, som filmen faktisk egner sig meget godt til. 

Tematisk handler filmen om børns indre monstre: hvorfor opstår de og hvad skal vi gøre med dem. Filmen dykker ikke nødvendigvis så meget ned i disse detaljer som den kunne, og måske burde, have gjort, og er mest fokuseret på at være underholdende. 

Med stil, charme og visuel kreativitet ender ‘Dust Bunny’ som en imponerende spillefilmsdebut fra Bryan Fuller, som fans af skøre små genrefilm uden tvivl både vil nyde og vende tilbage til i fremtiden.