Instruktør Tarik Salehs sidste film i Cairo-trilogien er en blandet fornøjelse. En charmerende, storslået og visuelt flot produktion, der desværre efterlader en mere forvirret end afklaret. 

Fares Fares indtager igen hovedrollen – og gør det ganske fantastisk – som Egyptens store stjerneskuespiller, George Fahmy. Han er charmerende, narcissistisk, en kæmpe kvindebedårer og vant til (og forventer) al opmærksomheden. Dog er han blind overfor sin egen alder og sine privilegier, hvilket gør ham ganske komisk i filmens første halvdel. 

George tvinges til at portrættere den siddende præsident al-Sisi i en biografi bestilt af regeringen. Kort efter befinder han sig ufrivilligt i magtens inderkreds, hvor han både drages og frastødes af menneskene. Herfra bliver både Georges handlinger – og filmens fortælling – svære at følge, og man skal holde tungen lige i munden.

Manden bag masken

Fares Fares skal især fremhæves for sin portrættering af George, som han spiller med perfekt balance mellem arrogance, komisk selvoptagethed og sårbarhed. Han er den ultimative egoist, der pludselig ser sin egen fundamentale skrøbelighed som en brik i regeringens magtspil – et spil, han troede, han stod uden for. 

For George er image, facade og kontrol det vigtigste: ung kæreste, dyr lejlighed og frihed til at vælge og vrage filmroller, som det passer ham. Fares bruger komikken perfekt til at gøre denne første del underholdende og troværdig. 

Da ekskonen, sønnen og hans livsstil med fester, skilsmisse og alkohol bliver til brikker i regeringens spil, opdager han sin manglende kontrol. Her formår Fares at skildre dramaet med en flydende overgang, som klæder både karakteren og fortællingen. 

Et virvar af genre og idéer

Trods en lovende start, bliver filmen efterhånden forvirrende. Der sker ufatteligt mange ting, og det er svært at finde rundt i, hvem der er loyal og over for hvem. 

Filmen forsøger at balancere skildringen af to sider af Egypten: de progressive, hvor seksualitet, druk og et bredere verdenssyn er helt i orden, men også de mere traditionelle, hvor religion, national stolthed og konservative værdier dominerer. Men det står aldrig helt klart, hvem der synes hvad, eller hvem der undertrykker hvilke holdninger. 

Måske er det tilsigtet, hvis netop forvirringen skal afspejle et samfund, hvor regeringen har magt til at censurere, hvad end de finder nødvendigt. Men det føles ikke som om, filmen helt ved, om det er dét, den vil.  

Når alt er sagt, står intet helt klart

Ambitionerne i ‘Eagles of the Republic’ er store, og der tages mange emner og greb i brug: satire, autoritær magt, egoisme, intriger og komik. Den skifter mellem komedie, thriller og drama, men lander aldrig helt ét sted. 

Filmen visualiserer dog på både komisk og skræmmende vis, hvordan censur og manglende kildekritik kan forvride virkelighedsopfattelser – eksempelvis i en scene, hvor topledere diskuterer, om William Shakespeare blev født i Stratford eller Bagdad. 

Man får en følelse af taknemmelighed for at leve i et samfund med pressefrihed, men man får også en smule paranoia – for hvad får vi mon ikke at vide?

Fares Fares redder, hvad reddes kan 

‘Eagles of the Republic’ vil rigtig meget på én gang, men det bliver aldrig helt forløst, trods  fremragende præstationer. Filmen efterlader én forvirret og med en følelse af ”jamen, hvad var pointen egentlig?”. 

Måske er det netop meningen. I et system, hvor alt kan skjules, og hvor man aldrig har fuld kontrol, så er forvirring vel en del af virkeligheden? 

Men er dét så pointen? Jeg er forvirret…