Man siger, at komedie er tragedie plus tid, og dét bekræfter Aster med ‘Eddington’. Pandemiens uudholdelige omstændigheder fremstår komiske i filmen, fordi vi nu har lagt hele redeligheden bag os.

2020 er et årstal, der stadig får det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Lockdown og corona-restriktioner er gået i den kollektive glemmebog, thi fortrængning er en effektiv copingstrategi. Det er derfor overraskende, hvor stor en fornøjelse det er at genbesøge året i Ari Asters nye film ‘Eddington’.

Men ‘Eddington’ er ikke blot en komedie. Filmen er en vaskeægte genrehybrid; en komisk thriller, en samfundsgyser, en moderne western på steroider. Filmens gruopvækkende elementer består i særdeleshed af skildringen af vor tids hypermedialiserede samfund. Ét enkelt klik kan skabe uopretteligt kaos.

Aster behandler brandfarlige politiske temaer på velbalanceret og nuanceret vis. Han ender således med en spørgende snarere end konkluderende samfundsrelevant film; hvad i alverden skete der? and where do we go from here?

Borgmester-duellen

Vi følger sheriffen, Joe Cross (Joaquin Phoenix), i den lille by Eddington i New Mexico. Joe er godt træt af pandemiens restriktioner. Han nægter selv at bære maske og håndhæver heller ikke maske-påbuddet, der er udstedt af byens borgmester Ted Garcia (Pedro Pascal). 

Efter en ophedet (og morsom) konflikt mellem de to i det lokale supermarked annoncerer Joe impulsivt på Facebook, at han stiller op til det kommende borgmestervalg. Således begynder filmens centrale duel.

Aster bruger den klassiske western-genre som prisme til at reflektere over Amerikas udvikling og fundamentet herfor. Amerikas oprindelige folk figurerer symbolsk i baggrunden, mens Joe render rundt med sin cowboy-hat og laver ulykker. 

I desperation over sine ringe chancer som borgmesterkandidat samt de tiltagende Black Lives Matter-demonstrationer, der forstyrrer freden i den lille by, eskalerer voldsomheden i Joes handlinger.

Konen og kultlederen 

Det er ikke kun det politiske, Joe har i klemme hos Ted. Ted har nemlig tidligere datet Joes højt elskede kone, Louise (Emma Stone). 

Louise kæmper med psykiske udfordringer, der skaber en kløft mellem hende og Joe. Det er uvist, om Louises problemer stammer fra hendes relation til Ted, eller om hun er mærket af en svær barndom. 

Joe forsøger desperat at nå ind til hende, men han bliver overhalet indenom af en karismatisk kultleder. Hvilket passer perfekt til 2020-stemningen. 

Det er Louises mor, der er flyttet ind hos parret pga. pandemien, der ansporer Louise til at engagere sig i det konspirationsteoretiske miljø, hvor hun møder kultlederen, Vernon Jeffreson (Austin Butler), der med en charme, der minder om den unge Johnny Depps, får forført hende til at tilslutte sig ham. 

Hele sidehistorien med Louise er både relevant og spændende, men taber pondus undervejs, idet den ikke bliver udfoldet til fulde. Den egentlige motivation for hendes handlinger står hen i det uvisse, og fordi hendes karakter er så stærk, hungrer man forgæves efter mere.

Civile våben

“Don’t make me think, just post it!”, sådan lyder Joes mantra for sin valgkamp, hvor impulsive Facebook-opslag er en hovedingrediens. 

De sociale medier muliggør, at der ikke er langt fra impuls til handling, hvilket udelader al rum for eftertanke. ‘Eddington’ bliver således en refleksion over konsekvenserne heraf, omend scenariet er sat noget på spidsen. 

Smartphones, tablets og computere er allestedsnærværende filmen igennem, ligesom vi kender det fra den virkelige verden. Aster formår at væve det digitale sømløst ind i handlingen, og viser således, hvor dominerende teknologi er i vores hverdag og politiske virkelighed. 

Smartphones og sociale medier bliver portrætteret som oprustning i den moderne verdens evige kamp om sandheden, i en sådan grad at telefonerne fremstår som et våben på lige fod med pistoler. Joe optager truende Ted under deres mundhuggerier, ligeledes sigter unge Black Lives Matter-demonstranter med deres telefonenlinser på Joe og hans kolleger.

Her skal det tilføjes, at demonstranterne, der overvejende er hvide, fungerer som et brillant komisk indslag, idet deres frelste facon skriger privilegie-blindhed, selvom de hævder det modsatte. Det komiske består ikke i en direkte latterliggørelse af aktivisterne, men vidner snarere om det nær umulige i at rive den strukturelle racisme op med roden uden at fremstå selvhævdende.

Tumultarisk tjubang

Filmens tiltagende vanvid udmunder i længerevarende, kaotiske og groteske tjubang-sekvenser, hvor det bliver uklart, hvad der egentlig kæmpes for på begge sider af pistoler, bomber og droner.

Filmens komiske nerve drukner desværre i det bragende, hektiske kaos, der mest af alt fremstår som et mindre vellykket Tarantino-inspireret indslag. Heldigvis formår Aster at samle de fleste af fortællingens tråde op i en afsluttende  komisk og skarp sløjfe. 

Ari Aster spænder med andre ord buen højt i ‘Eddington’ uden at ramme helt plet. Til gengæld spidder han vor tids helt store politiske temaer med en skarp og unik portrættering af det 21. århundredes medialiserede Amerika.