Neill Blomkamp har med sin anden film Elysium taget udgangspunkt i en virkelig original idé og med Matt Damon i hovedrollen er det svært ikke at blive opslugt af det dystopiske univers. Desværre falder filmen til sidst i lige vel meget Hollywood-thriller og efterlader et svagt indtryk, trods det lovende set-up.

I 2154 har Jorden været plaget af pest og klimaforandringer, den er næsten ubeboelig. Trods det lever underklassen stadig på den golde, fattige, planet kontrolleret af højtudviklede robotter, mens samfundets rigeste er flygtet til en fjernliggende rumstation kaldet ”Elysium”. Her er haverne altid grønne, alle huse er udstyret med en lægestation, der fjerner sygdomme i løbet af minutter og folk lever i bedste velgående.

I et af Jordens slumkvarterer møder vi Max (Matt Damon), der trods en blakket fortid som biltyv, nu kun går op i at passe sit arbejde på en fabrik. Da han udsættes for massiv radioaktiv stråling, bliver hans eneste udvej at komme til Elysium og de højtudviklede medicinske hjælpemidler i løbet af 5 dage ellers dør han. Han påtager sig derfor en mission for gansteren Spider (Wagner Moura), men tilfældet vil at Max pludselig står overfor muligheden for at redde sit eget liv og samtidig forandre magtbalancen mellem samfundslagene.

Som det var tilfældet i District 9 (Neill Blomkamps første film fra 2009) så er Elysium sat i et gennemført og anderledes univers, der gør sci-fi thrilleren til lidt mere end bare lir. Elysium har utroligt mange bolde i luften og dækker alt fra politik til filosofi og fra linguistik til økonomi, ligesom der er sarkastisk humor over de robotter, der styrer livet på Jorden. De har overtaget kontrollen fuldstændigt, de viser ingen nåde og de taler med stemmer, der lyder som noget fra en telefonsvarer. Desværre siver energien en smule ud af filmen hen mod slutningen og det originale må vige for forudsigelige kampscener og problemer mellem mænd i stedet for mellem samfund. Det bliver en anelse for småt, når man tager udgangspunktet i betragtning. Jeg kunne godt have ønsket mig at rumstationen Elysium havde haft lidt mere bid i sig. Så snart handlingen rykker derop, kunne vi have været hvor som helst, i hvilken som helst anden sci-fi thriller, og det  på trods af filmen bruger de første 2/3 (der fungerer virkelig godt) på at lægge op til at stedet Elysium er noget helt, helt særligt.

Når filmen alligevel hæver sig over det middelmådige, så er det på grund af Matt Damon. Han spiller sin rolle som antihelt med stor melankoli og opgivendehed, der virker rørende midt i det kolde og hensynsløse samfund. Desuden er det forfriskende at have en hovedrolle, der kæmper af primære selviske motiver, at han har mulighed for at redde menneskeliv er mere et tilfælde end et egentlig mål for ham.