Englen – Premiere 25/12/10

Den danske plakat til Margreth Olins Englen. Foto: Sunrise Film

Hårdt og brutalt slynges tilskueren ind i filmen.  vi ser Lea(Maria Bonnevie) lænet ind over en håndvask med en heroinsprøjte i den ene balde. Hun er med sin mor(Gunilla Röör) på vej, for at besøge sin 1 år gamle datter hos plejeforældrene. Næste scene omkring bordet dækket med kaffe og kage, skærer det ikke mindre at se en dopet Lea, som næsten ikke magter at række den bamse, hun har med som gave til sin datter. Det er hjerteskærende i al sin enkelthed.

Hernæst føres vi tilbage til Leas barndom. I fint sansende billeder fås indtryk af en idyllisk barndom, der først falmer efter at faren dør af kræft og morens tidligere kæreste(Antti Reini) flytter ind. Insisterende vises tingene fra Leas perspektiv.  Hvordan hun kæmper med at være mindet om faren og dermed, ifølge hendes egen overbevisning,  være kilden til konflikten og den vold som kæresten udsætter moren for. Vi ser hende senere som forvirret og tynget teenager begynde at drikke og i tilbagevendende klip øges vores kendskab til familiens problemer og forsøg på at løse dem med stoffer. Moren med alkohol og Lea med heroin, der som en engel lærer hende ”at flyve”.

Englen er en film, der virker i det små. I nærbillederne der nænsomt nostalgisk indkapsler stemningen fra Leas barndom, huset hun vokser op i og den omgivende natur. Kontrapunktisk står scener med pludselig vold og Leas tur ud i heroin og prostitution. Maria Bonnevies præstation er eksemplarisk stærk og alligevel fanges og berøres man aldrig, så meget som historien ellers lægger op til.

Margreth Olins rødder i dokumentargenren bl.a. med filmen Ungdommens råskab lavet under Lars Von Triers dogme-dokumentar regler, det såkaldte ”dogumentary”,  fornægter sig ikke. Problemet er at Leas historie, på trods momenter af skøn billedpoesi og upåklageligt skuespil, sine steder minder om noget taget fra de mindre heldige problemfilm fra 1970´erne. Englen ender således at føles mest som en bastard af et socialpolitisk statement og et indigneret drama. En position der svækker den nødvendige indlevelse i en ellers dramatisk historie.