I dokumentaren ser vi hvordan menneskelig lykke ofres på kapitalismens alter i Japan. Ensomheden raser i det topmoderne samfund, men kan staten løse problemet, når den måske selv er roden til det?

En grådkvalt mand og en buddhistisk munk sidder i skrædderstilling fordybet i samtale. Munken forklarer, at vi lever af vores forbindelser til andre mennesker. Manden tørrer sine tårer væk med sit ene ærme. “Du føler dig alene, men der er nogen, der har tilberedt dit måltid. Der er nogen, der har arbejdet hårdt for at dyrke grøntsagerne til det. Der er nogen, der har syet dit tøj”, siger munken og smiler. “Du er et led i en kæde. Du er en del af noget større”, fortsætter han, mens manden nikker, på én gang tynget og håbefuld. 

Det er bare ét af mange helt utrolig stærke momenter i Kaspar Astrup Schröders dokumentar ‘Ensom i Tokyo’. 

I en af byens mange bitte små lejligheder bor den forgrædte mand. Han hedder Masato. Han er 42 år, og så er han frygtelig ensom. Men han er ikke alene; 40% af Japans befolkning lider af ekstrem ensomhed. Der er tale om en ensomhedsepidemi. Det er så alvorligt, at regeringen i 2021 besluttede at løse problemet politisk ved at oprette et ministerium for ensomhed.

Dokumentaren peger på, hvordan mellemmenneskelig kontakt er radikalt minimeret i Tokyos hypermoderne samfund. Der er self-checkout i supermarkederne og såkaldte “solo-restauranter”, hvor man kan indtage sin mad alene og afskærmet i små båse. Der findes sågar steder, hvor man kan komme og synge karaoke alene.  

Og jo, munken har ret i det, han siger, men tøj- og madindustriens produktionskæder er alenlange. De hænder, der har gravet grøntsagerne op af den sorte jord, ser det moderne storbymenneske aldrig. Færdigretten er som opstået i sin plastemballage.

Alene i mængden

Med en poetisk og gennemført æstetik indkapsler Schröder det paradoksale ved at være ensom i en af verdens tættest befolkede byer. Filmen er spækket med smukke billeder af det menneskemyldrende Tokyo, der er fuldstændig ude af menneskelige dimensioner: gigantiske højhuse tårner op af jorden, mens metrolinjer smyger sig for foden af dem. 

Foruden Masato følger vi også en kvinde ved navn Shoko på 43 år. De deler begge generøst ud af deres indre liv. Vi ser til, mens de chatter med chatlinjen ‘Et sted for dig’, der er oprettet for folk, der lider af ensomhed. 

Nogle gange er chatlinjen så belastet, at de skriver forgæves. Andre gange kommer de igennem og får både trøst og vejledning til at håndtere deres situation. 

Det er virkelig stærkt og utrolig intimt at være med på sidelinjen, mens de skriver om selvmordstanker og livslede som følge af ensomheden. Æstetiske valg, som at vise selve chatten på skrift frem for ved voiceover, fremhæver det sterile og triste ved den digitale løsning. Nærværet synes inden for rækkevidde, men samtidig utrolig fjernt og umenneskeligt. Man kan kun gyse ved tanken om, hvad AI vil kunne bruges til i denne sammenhæng.

Ensomhedens væsen

Schröder formår at balancere mellem dyb melankoli og håb. Hans portrætter er kærlige og opbyggelige. Han lykkes i den grad med at indfange ensomhedens særegne væsen: en slags eksistentiel spændetrøje.

Vi får et særligt indblik i japansk kultur, hvor konservative social institutioner som ægteskabet og familien fortsat er de centrale omdrejningspunkter for et socialt liv, hvilket synes svært foreneligt med det moderne menneskes virkelighed.  

Kort sagt viser ‘Ensom i Tokyo’, hvordan ensomheden kan slå rod og gribe om sig, og hvordan man kan finde håb selv i det dybeste mørke.