’Erna i Krig’ er den sønderjyske Mulan med Trine Dyrholm som skyttegravens dronning

Trine Dyrholm og Sylvester Byder som mor og søn i krig. DoP: Joergen Johansson. Foto: Scanbox.

Trine Dyrholm er den originale curlingmor, der forsøger at redde sin naive søn fra at blive en del af det tyske kejserriges hær under 1. verdenskrigs sidste krampetrækninger. Ulrich Thomsen og Anders W. Berthelsen er de træmænd, hun banker på plads undervejs, Henrik Ruben Genz instruerer og forlægget er en Erling Jepsensk kærlighedserklæring til Sønderjylland. Så er der ved Gud ikke særlig meget, der kan gå galt.

I april 1918 indkalder det tyske kejserrige alle reserverne for at give 1. verdenskrig en sidste skalle – altså den verdenskrig, der endte med et sviende nederlag til Tyskland i november samme år. I 1918 gik den dansk-tyske grænse stadig ved Kongeåen og derfor var sønderjyderne tvunget i tysk militærtjeneste under 1. verdenskrig.

Den tyske kejserlige hær dukker derfor op hos Erna Jensen (Trine Dyrholm) og vil have hendes søn med i krig, selvom hun har en lægeerklæring på, at han er for dum til militærtjeneste. Erna tager med til kasernen for at bestikke obersten med kålpølser. Da det ikke lykkes, ender hun med at bytte uniform med en desertør og blive soldat.

Fra kålpølser til Mauser

Det lyder måske lidt søgt, men filmen baserer sig ikke på, at nogle for alvor tror, at Trine Dyrholm er en mand. Hun lover sin overordnede, danske feldwebel (Ulrich Thomsen, når han er bedst) ægteskab, hvis hende og sønnen kommer hjem i god behold. Ernas deling dækker over hende for ikke at ende i fængsel for at skjule en kvinde i hæren. Den får altså ikke fuld Mulan, og kun enkelte steder tager man sig selv i at tænke, at der må være grænser for, hvor dumme de kan være i den tyske kejserhær.

I det samme man ser, Trine Dyrholm lave kålpølser og hundse med sin søn, ved man, at hun skal ind og levere en præstation som stilfærdig, men stærk kvinde, som ingen mand skal pisse på, hvis han har noget kært. Ulrich Thomsen kommer på banen som lidt ynkelig træmand og Anders W. Berthelsen er den stærke tavse type – en lidt surmulende, men også meget troværdig førsteelsker i form af smeden fra Als, en af soldaterne i Ernas deling.

Der er altså ikke nogen overraskelser hos karaktererne, dem afslører castingen næsten. Men det kan dårligt genere nogle, for det er også tre af Danmarks bedste skuespillere, der gør det, de er bedst til.

Kunn de da et ha’ le’e de fiin køffenhavnæe åh schnak ordntle?

I en sønderjysk film ville man da gerne have hørt lidt mere sønderjysk, men ’Erna i Krig’ havde næppe været den samme oplevelse med amatører med korrekt dialekt. Ej heller havde det eleveret historien, hvis vores hovedkarakterer havde slæbt sig igennem replikker, der var blevet papegøje-indstuderet à la Nils Malmros. Kort sagt er dialekten blevet ofret i en højere sags tjeneste – akkurat som dialekter og regionalsprog som regel bliver i dansk film.

Da Erna er lige ved at blive afsløret, melder feldwebel Maier gruppen til tjeneste ved fronten, for at undslippe. En stor del af filmen foregår dér som et kammerspil, hvor vores deling sidder under jorden i en bomberegn og venter på, at blitzen er forbi. Det fortælles, at alle soldater skal løbe over jorden med hævede geværer, i det øjeblik bombningen stopper, for så rykker franskmændene frem mod dem.

På den måde sættes det op for publikum, at vores karakterer ironisk nok er i sikkerhed, mens der bombes – altså medmindre de dør af tørst. Der spilles i forholdsvis tætte beskæringer, imens bomberne ligger og brummer i lydbilledet. Det er en effektiv måde at fortælle krig på med masser af suspense, uden at der skal kastes millioner, som man bare ikke har i dansk film, i storslåede krigsscener med masser af kunstigt blod og afrevne lemmer.

Vellykket meningsløst

Første verdenskrig er ikke en specielt filmegnet størrelse med sine lange, trætte skyttegravskrige og uklare fjendebillede. ’Erna i Krig’ trækker meningsløsheden helt frem ved at følge de sønderjyder, der var tvunget i tysk militærtjeneste. Denne anmelder er faktisk oldebarn af en af dem. Han kom heldigvis hjem fra krigen og ellers havde en anden måttet skrive denne anmeldelse, da min farfar først blev født i 1925. Erna Jensens oplevelser i skyttegravene er en meget effektiv, fiktiv historie om nogle meget virkelige menneskers lidelser i en krig, der ikke var deres.

’Erna i Krig’ er en klassisk fortælling uden de store kunstgreb, hvor der samles op på alle tråde, og der er en mening med al galskab. Det er dygtige skuespillerne, og det er Henrik Ruben Genz, der instruerer en Erling Jespsen-adaption – den vindende opskrift fra ’Frygtelig Lykkelig’ (2008). Begge dine forældre ville nok kunne lide den. Men det er der fandme heller ikke noget galt med.