Hvad hvis ‘Bridget Jones’ fandt sted i dødsriget? I A24’s fantasifulde nyfortolkning af rom-com-formularen tvinges hovedkarakteren til at træffe et umuligt valg om både hvor – og med hvem – hun skal tilbringe evigheden. Et koncept, der trækkes ud til sin pinefulde ende, både på godt og ondt.

Hvad venter os egentlig, efter at livet har slået sin sidste tone? I ‘Eternity’ er svaret hverken lyserøde skyer eller et sort tomrum, men en hotel-lobby fra 60’erne fyldt med sælgere, der vifter farverige flyers i ansigtet på dig. 

Kapitalismen lever videre, selvom du ikke gør, og nu skal du vælge din evighed fra et katalog af pastelfarvede destinationer. Kun fantasien sætter grænsen: Alpe-evigheden på et idyllisk bjergresort? Eller Nudist-evigheden, et parcelhuskvarter hvor nøgenhed er normen, og temperaturen altid er behagelige 20 grader? Problemet er bare, at bordet fanger – fortryder du, kan du ikke vende om. 

For Joan (Elizabeth Olsen) handler det dog ikke så meget om hvor, men hvem.

Et dødsens svært valg

Larry (Miles Teller), en average-Joe familiefar med bakkenbarter og en kronisk småirriteret personlighed, er Joans nyligt afdøde ægtemand gennem mange år. Han venter på den anden side og antager selvfølgelig, at Joan er klar til at tages under armen og følge trop til hans udvalgte evighed fyldt med Hawaiiskjorter og badeshorts. Problemet er bare, at han ikke er den eneste bejler. 

I en slowmotion-indmarch, der kunne være løftet ud af en kikset actionfilm, dukker Luke (Callum Turner) op – to meter høj, skåret som en græsk gud og Joans første ægtemand. Han døde for knap 70 år siden og har ventet lige siden på at blive genforenet med sin ungdomskærlighed. Udover hans savlfremkaldende udseende er han ovenikøbet en vaskeægte krigshelt, mens Larry døde ved at få en saltkringle galt i halsen til en gender-reveal-fest. Så ja, et svært valg.

Filmens struktur ender som en ‘Bachelorette’-finale fra skærsildens syvende lag, komplet med drømmedates i to forskellige evigheder. Men i stedet for at uddele “lad os gi det et skud derhjemme”-roser til mænd i hørshorts på et all-inclusive resort i Mexico, skal Joan blot vælge, hvilken af sine ægtemænd hun vil tilbringe evigheden med. 

Balancegang mellem himmel og helvede

Præmissen er både lige så fjollet og intens som den lyder, og filmen går konstant på line mellem humor og eksistentiel tyngde. Til tider frygter man, at den mister balancen med sin lidt for påtagede humor, der indimellem minder om en for lang SNL-sketch – men de stærke hovedroller kommer (for det meste) til undsætning.

Miles Teller overrasker med en komisk præstation, der går én lige den rigtige mængde på nerverne. En karakter, der hurtigt kunne være blevet en fald-på-halen-punchline, bliver hos ham både underspillet og rørende. 

Elizabeth Olsen fungerer ligeledes glimrende som både overvældet og lettere konfus, men også som filmens emotionelle kerne. 

Luke er den mere traditionelle kærlighedsinteresse-rolle, og selvom Callum Turner gør, hvad han kan, forbliver karakteren en smule flad. Filmens forsøg på at give ham fejl – primært hans frygt for at være ved at tabe håret, til trods for at ingen ældes i efterlivet, føles ikke helt forløst. 

De bedste og sjoveste scener opstår, når alle tre får lov at spille op mod hinanden. Det sker for sjældent, men når det gør, slår det gnister.

Kærligheden, der bliver ved (og ved) med at give

Filmens univers er kreativt, sjovt og langt hen ad vejen dens mest underholdende element. Men strukturen halter. ‘Eternity’ har næsten lige så mange falske slutninger som ‘Ringenes Herre’-trilogien, og sidste akt trækker ud i en grad, hvor popcornspanden når at stå tom længe før rulleteksterne. 

Samtidig giver det mening, at et valg om evigheden ikke kan klares med ét enkelt følelsesudbrud – og filmens ubeslutsomhed afspejler på sin vis Joans egen.  

Når filmen er bedst, er den rørende, absurd og overraskende oprigtig. Når det eksistentielle tager rattet, slipper humoren dog gaspedalen, og resultatet bliver en lidt langsom og snoet slingren over målstregen. 

Trods disse snublesten er følelserne store, og ‘Eternity’ formår alligevel at efterlade et blødt aftryk i sjælen – og, hvis man er modtagelig, et par tårer i øjenkrogen.