Instruktør Joseph Kosinski bringer endnu engang sin højoktane action-ekspertise til det største filmlærred, der findes, når han – sammen med sit Top Gun: Maverick-hold – sætter sig bag rattet i en Formel 1-bil. Elementer fra Top Gun skinner igennem og klæder den tempofyldte og begejstrede Brad Pitt-film ‘F1’.
Sonny Hayes (Brad Pitt) er en tidligere stjerne-racerkører, der nu lever fra lønseddel til lønseddel i diverse bilrelaterede jobs. Den engang strålende stjerne flygter fra sin fortid som branchens store helt, indtil hans gamle partner Ruben (Javier Bardem) tilbyder ham et uventet comeback som kører på sit Formel 1-hold.
Alle synes, det er en dårlig idé – og det er for sent at lære en gammel hund nye tricks. Især holdets stjerne, Joshua (Damson Idris), er imod Hayes og føler ikke, han har brug for en partner. Men han er ung og har stadig meget at lære.
Hayes viser dog, at han stadig har tricks i ærmet, og hans “old school”-tilgang sætter holdet i en liga for sig.
Pitt er på charmeoffensiv
Brad Pitt er (som altid) charmerende som den falmede superstjerne, og kemien med resten af ensemblet fungerer. Venskabet med Javier Bardems karakter føles autentisk, rivaliseringen med Damson Idris er spændende, og den romantiske kemi med Kerry Condons Kate er sød.
Selv danske Kim Bodnia får lov at brillere som den tyske holdleder Kasper, der bliver mere og mere frustreret over Hayes’ rebelske tilgang.
Men udover et stærkt karaktergalleri er det naturligvis de højoktane actionsekvenser, hvor filmen for alvor brillerer.
Filmteknik på højeste niveau
Ligesom Top Gun: Maverick satte sine skuespillere i ægte fly, placerer F1 dem i rigtige biler – på rigtige baner.
Der bliver leget med tekniske POV-skud, split-screens og kreative kameraføringer, der placerer publikum direkte i cockpittet. Når motorerne brøler og gummiet brænder, bliver sanserne aktiveret, som var man selv en del af løbet.
Kameraer monteret direkte på F1-bilerne giver en autentisk fornemmelse af den ekstreme fart og de lynhurtige reflekser, der kræves for – på et splitsekund – at træffe livsvigtige beslutninger. Beslutninger, der skiller sejr fra nederlag – liv fra død.
Filmkomponist-legenden Hans Zimmer understøtter de visuelle eksplosioner med et følelsesladet og rock’n’roll-inspireret soundtrack.
Leger med sanserne
Virkelighedsfornemmelsen forstærkes yderligere af rigtige Formel 1-kørere, der optræder side om side med filmens stjerner – alt fra Kevin Magnussen og Max Verstappen til Lewis Hamilton, der endda er medproducer og har bidraget til filmens autenticitet.
Selv hvis man – som jeg – ikke er den største Formel 1-ekspert, gør det ikke noget. Filmen formår at gøre fagsnak som “hårde eller bløde dæk” interessant og spændende, fordi alt er eksekveret med så stor overbevisning.
Grundlæggende er ‘F1’ en klassisk Hollywood-fortælling, der følger en velkendt skabelon. F1 er ikke en film, du går ind og ser for at blive overrasket. Den opfinder ikke nogen dyb tallerken, og kan godt beskrives som en smule forudsigelig. I andres hænder kunne det være blevet kedeligt, men Kosinski og Pitt formår at forvandle den formulariske struktur til en medrivende oplevelse, der holder én på kanten af sædet hele vejen i mål.
‘F1’ skal ses og mærkes på det største biograflærred, du kan finde.
