Får får får? Nej, får får skærpet og raffineret deres særlige detektivfærdigheder i det bedste whodunit-mordmysterie siden Rian Johnsons ’Knives Out’-film.

På den mest idylliske eng i den mest charmerende britiske landsby lever en usædvanligt nuttet fåreflok i instruktør Kyle Baldas ’Fårbydelsen’. Her går dagene langsomt og trygt, og fårene er lykkeligt uvidende om verdens farer – eller måske bare overbeviste om, at den slags ting kun findes i bøger.

Deres hyrde George (Hugh Jackman/Peter Plaugborg) er nemlig ikke som de fleste. Hans primære selskab er flokken, og hver aften læser han alle sine yndlingshistorier højt for dem.

Krimier. Mordmysterier. Drabelige fortællinger.

Underholdning, ja – men også en uventet forberedelse. For da George findes myrdet, er det netop den tilegnede viden, der gør fårene i stand til at opnå det utænkelige: at opklare hans død.

Midler, motiver og muligheder

Baseret på Leonie Swanns roman ’Three Bags Full: A Sheep Detective Story’ bringer ’Fårbrydelsen’ en skæv og underholdende fortælling til live – med et stjernecast, hvor du med garanti genkender mindst ét ansigt (eller stemme).

Selvom Jackman stjæler rampelyset i sine få minutter på skærmen, er han langt fra alene om at løfte filmen.

Nicholas Braun (Lue Ditmann Støvelbæk) spiller byens inkompetente politibetjent Tim – en rolle, der ligger lige i forlængelse af hans usikre persona fra ‘Succession’. Han får ansvaret for opklaringen, men er tydeligvis på udebane.

Hjælpen kommer fra journalistpraktikanten Elliott (Nicholas Galitzine/Johannes Nymark), der snubler ind i sagen og ser sin chance for sin første store historie.

Men efterforskningen møder modstand.

Georges advokat (Emma Thompson/Tammi Øst) træder ind med knivskarp autoritet og begynder at trække i trådene, hvilket bringer nye, uventede personer i spil.

For i landsbyen mangler der ikke mistænkte.

Flere havde motivet. Flere havde midlet.

Men hvem havde muligheden?

En brægende bølge af god humor

’Fårbydelsen’ er britisk komik, når det er bedst.

Filmen kunne nemt være faldet i fælden med plat falde-på-halen-komik, men vælger en kløgtigere vej. Humoren er skarp, og skuespillernes levering løfter materialet yderligere.

Det gælder blandt andet væddertvillingerne (Brett Goldstein/Sebastian og Andreas Jessen), hvis besættelse af at stange biler bliver et tilbagevendende indslag. Eller divafåret Cloud (Regina Hall/Szhirley), der med urokkelig selvtillid imiterer menneskelige manerer.

Selv en diskussion om, hvorfor mennesker spiser et metaforisk lam hver uge i kirken, er et komisk højdepunkt.

Fårene er tydeligt adskilte personligheder, der spiller godt op mod hinanden. Dynamikken føles levende og giver plads til både konflikt og komik.

Efter Georges død træder Lily (Julia Louis-Dreyfus/Neel Rønholt) i karakter som flokkens de facto-hyrde. Hendes alvor får et effektivt modspil i Moople (Chris O’Dowd/Ole Boisen), der står for meget af den fysiske humor – til tider en smule for langtrukken.

Filmen vakler dog en smule i sin målgruppe. Den vil være familiefilm, men balancerer ikke altid helt elegant mellem det barnlige og det mere tematisk tunge, hvilket efterlader den i en slags aldersmæssig gråzone.

Får-bløffende følelsesladet familiefilm

’Fårbrydelsen’ stiller også mere alvorlige spørgsmål – særligt om dyrevelfærd og vores forhold til kødproduktion. Når fårene gives så meget personlighed, er det svært ikke at holde med dem.

Det hjælpes godt på vej af et vellykket CGI-design, der balancerer mellem det realistiske og det charmerende animerede.

Samtidig sniger filmen eksistentielle refleksioner ind om Gud, livet og døden, som fårene håndterer med overraskende nysgerrighed og indsigt.

Balda og manuskriptforfatter Craig Mazin bruger god tid på at udvikle relationerne i flokken og lader karaktererne konfrontere deres egne verdensbilleder.

Især Sebastian (Bryan Cranston/Lars Mikkelsen) fungerer som et følelsesmæssigt anker. Han forstår verden bedre end de fleste, og hans relation til Lily og resten af flokken bliver afgørende for deres udvikling, og tilfører filmen tyngde.

Det er netop den investering, der gør, at man som publikum bliver ramt. Man sidder tilbage med våde øjne og et overraskende let hjerte.

Selvom ’Fårbrydelsen’ ikke genopfinder mordmysteriet, er det heller ikke nødvendigt. Filmen bruger genres velkendte greb til sin fordel og leverer en fortælling, der føles både klassisk og tilfredsstillende.

Det er derfor ikke bare flokmentalitet, når jeg siger, at ’Fårbrydelsen’ er noget ganske særligt. Den fortjener det.