Reboot/sequel af ”National Lampoon’s” 80’er klassiker ’Vacation’ går full retard med lige nøjagtigt nok morsomme øjeblikke, til at få en ny generation med ombord på endnu en absurd køretur med en absurd familie tværs over USA.

’Fars sygt fede bilferie’ er idiotisk (som den danske titel), ulækker og til tider hylende morsom. Det politisk ukorrekte får frit spil i en 99 minutters maskingeværssalve af jokes og sketches, uden nogen form for sammenhængende historie eller troværdige karakterer – meget lig den originale Harold Ramis-komedie fra 1983 med Chevy Chase og Beverly D’Angelo. Det debuterende instruktørpar, John Francis Daley og Jonathan M. Goldstein (manusforfattere på ’Horrible Bosses 1+2’ og ’Cloudy with a Chance of Meatballs 2’) har et par enorme sko at fylde ud i, desværre afdøde komiske sværvægtere, Harold Ramis og John Hughes. John Hughes havde en særlig evne til at skabe elskværdige karakterer, der fik selv tvivlsomme film til at være interessante, og netop den kærlighed til figurerne er lidt svær at få øje på.

Den originale udgave er såmænd også en langt bedre film, med en formidabel Chevy Chase som farmand Clark Griswold i en familie, der på alle niveauer føles mere ægte, end hvad tilfældet er her. Det virker heller ikke til at familiære eller troværdige relationer i denne omgang har været et must, men at hensigten blot har været, at få en lettere sociopatisk familie på biltur med dertilhørende katastrofale følger. Det afgørende er så, om de følger er sjove. Overraskende nok – grundet mine lave forventninger – rammer den grænsesøgende humor ofte plet.

En mand uden format

Rusty Griswold (Ed Helms) er efterhånden en midaldrende mand, der åbenbart har glemt alt om den knap så fede ferie til Walley World for lidt over 30 år siden. For alle andre ville den tur være en traumatisk, hjemsøgende oplevelse, men ikke for Rusty, der, i kraft af en familie i mild opløsning, ser gentagelsen af turen som den ideelle terapeutiske rejse mod et styrket sammenhold. Det kommer ikke som en overraskelse, at Rusty ønsker at kopiere sin far Clarks idé, da han er endt med at blive en kedelig og forudsigelig døgenigt i centrum for en dysfunktionel familie – uden evner til at træffe selvstændige beslutninger. Hans tålmodige kone (spillet med glimrende, komisk flair af Christina Applegate) lider af akut kedsomhed, mens de to sønner konkurrerer flittigt i at være mest vanvittig.

Når dumhed bliver kvalitet

Det mest imponerende ved ’Fars sygt fede bilferie’ er, at få en usandsynligt ringe film til rent faktisk at være sjov. Præmissen med et ultra tyndt plot og hule, endimensionale karakterer som vag undskyldning for at servere gags, er ikke et sjældent bekendtskab, og det er lige netop det usikre fundament, der sættes lid til her. Objektivt er det noget bras, men når dumhederne er så grinagtige, gør det så noget? Den anarkistiske og satiriske form for humor er sjovest, når det er mest idiotisk – og filmen er en guldmine af idioti.

Fjollet er det, når Rusty forsøger sig som hjælpende wing-man for sin søn i dennes forsøg på at imponere en ung pige ved poolen, selvfølgelig med pinagtigt bagslag. Endnu mere fjollet er det, når Charlie Day som aggressiv, overstadig jubelidiot mister viljen til at leve efter et opkald fra sin kæreste – lige inden han skal være tour-guide for familien Griswold på river rafting. Det er en af de dummeste jokes, jeg længe har set, og jeg måtte gemme mit hoved i skødet af skam over min højlydte latter.

Chris Hemsworth dukker op som Rustys søster Audreys overspillede og karikerede cowboy-hunk af en kæreste. At se ham folde sig ud som ranch-ejende machomand med sixpack og overdimensioneret bule i boxershortsene er ganske enkelt guld. Jeg åd det råt. ’Fars sygt fede bilferie’ har ikke den originale films kvaliteter, og den bliver formentlig aldrig placeret i samme komiske klassikerbås, men mindre kan også gøre det. Med til historien hører dog, at 1983-udgaven ligger mit hjerte utroligt nært – med opslidt vhs-bånd som resultat.

Ed Helms er en sjov mand, men han har, i mine øjne, ikke samme naturtalent for komisk timing som Chevy Chase, så det har været fornuftigt ikke at fokusere helt så meget på hans figur, men i stedet koncentrere sig om de gale begivenheder familien møder på vejen. Den vinder på ren politisk ukorrekt anarki, og i de sekvenser hvor det virker, er det lattervækkende. Dårlige film kan, når det er lige præcis dumt nok, være underholdende. Sådan én er ’Fars sygt fede bilferie’.