Den farverige dokumentar om 88-årige skuespiller og sangerinde Siw Malmkvist er et kærligt og forsigtigt billede af en kvinde i sit livs efterår.
I Danmark kender man nok svenske Siw Malmkvist bedst for sin rolle i musicalen ‘Forelsket i København’, hvor hun falder for en ung Henning Moritzen, mens de synger Bent Fabricius-Bjerres titelsang og svæver over København i Tivolis Ballongynger.
Men faktisk har hun siden sin debut i slutningen af 1950’erne været et kæmpe navn indenfor den svenske pendant til dansktoppen. Man kan sammenligne hende med danske Birthe Kjær – charmerende, sejlivet og en national kulturlegende.
I dokumentaren ‘Filmen om Siw’ følger man den uimodståelige ældre kvinde, der med gamle billeder og videoer går ned i nostalgiens tegn og prøver at stille de ubesvarlige spørgsmål: – Hvad sker der, når vi dør? Og hvordan får man en studenterhue, når man er rundet de 80?
Et liv i hopla
Da Siws mand gik bort, pakkede hun sit elskede hjem ned og flyttede. Alle minderne, de havde delt gennem deres lange liv sammen, skulle nu pakkes væk, og de sidste år nydes tættere på børnene – væk fra rampelyset.
I flytningen finder Siw sine gamle ting og sager, der fortæller historien om et liv som en ung energibombe, der fik muligheden for at synge i en musikkonkurrence – og som senere blev til en verdensomspændende musik- og filmkarriere.
Hun blev blandt andet hyret af selveste Astrid Lindgren til at spille Pippi Langstrømpe, selvom hun på det tidspunkt allerede var vokset langt ud af børnerollerne. Hun var selve essensen af den rødhårede spilopmager, og Lindgren ville kun have hende til den kultur-tunge rolle.
Det er blot én af de mange fortællinger, som Siw slynger rundt om sig i filmen, og som tilsammen skaber en lineær fortælling om sangerindens lange liv. Det bliver til et kærligt, livsbekræftende -, og til tider forudsigeligt – samspil mellem sangerindens egne erindringer og nyfundne grublerier om døden og uopnåede drømme.
Den fødte linselus
Siw filmede store dele af sit liv på et gammelt kamera – fra hendes første store kærlighed til indspilningerne af tv-shows, film og koncerter. Det har hobet sig op til en enorm samling af filmruller, gemt væk i kosteskabet af ægteparrets gamle lejlighed.
Meget af fortællingen foregår igennem de mange private optagelser, men desværre fylder dette ellers sjove fortællegreb ikke helt nok. Optagelserne placerer hende mesterligt som øjenvidne til sit eget liv, men dokumentaren glemmer undervejs at bruge filmmediet mere aktivt til at holde motoren i fortællingen kørende.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at Siw Malmkvist ikke er bange for at være sig selv foran kameraet. Hun er sprælsk og ligefrem – og filmens nerve. Hun laver badutspring, synger og danser, som var det hendes førstesprog, og deler gavmildt ud af de mange frække historier, hun har erfaret gennem sit liv.
Selv når hun tilbringer en stille stund i køkkenet, føler man, at der stadig er tonsvis af liv og uendelige glade dage tilbage i hendes sidste år. Ikke mindst i hendes længsel efter den studenterhue, hun aldrig fik – et symbol på en moden kvinde, der aldrig har mistet sit ungdommelige sind.
600 sange – og hvad så nu?
I Danmark forstår vi nok ikke helt, hvor stor en stjerne Siw er i sit hjemland. Hun er lyden af mange barndoms og ungdomsår og lever stadig gennem sine mange tv-optrædender, sceneshows, teaterforestillinger, film og over 600 sange, som hun nåede at indspille.
Det er et smukt og spændende liv, der i dokumentaren udspiller sig som et rigt liv uden meget konflikt eller sorg. Desværre savner man den modstand i ‘Filmen om Siw’, som ethvert menneske uundgåeligt møder, og som Siw Malmkvist uden tvivl også har oplevet i sine 88 år.
Alligevel giver hendes enorme livsglæde og energi nok momentum til at gøre dokumentaren til en charmerende køretur fyldt med finurligheder og højt humør.
