Den danske uafhængige filmuddannelse Super8’s årgang 12 har udgivet deres fire nye midtvejsfilm, og Nosferatus anmeldere har set dem.

Super8 er en uafhængig dansk filmskole stationeret i Aarhus, hvor 32 unge talenter optages til et treårigt filmskoleforløb. Her kan aspirerende producere, instruktører, filmfotografer og manuskriptforfattere få kompetent undervisning og masser af sparring, inden livet som potentiel filmskaber venter. Sammen med den københavnske Super16 og den odense-baseret 18 Frames er Super8 et af alternativerne til Den Danske Filmskole.

Talenterne er unge, ideerne er mange, og potentialet enormt, men hvordan er de unge filmskaberes midtvejsfilm? Nosferatus anmeldere har set de fire film og er klar med deres vurdering.

‘Moderinstinkt’: En klaustrofobisk skildring af graviditet

Skrevet af Lukas Hermansen

‘Moderinstinkt’ åbner i totalt mørke. En svagt lysende cirkel blænder frem, og inde i den anes noget udefinerbart. Det ligner, at der er filmet med en fiskeøjelinse, og konturerne bevæger sig på en måde, der skaber en kalejdoskopisk effekt.

Pludselig kan man ane en lille hånd og måske et hoved. Det går op for os, at vi er vidne til en graviditetsscanning. Vi møder den vordende mor og far (Minna Flyvholm og Jacob Skyggebjerg), og det bliver hurtigt tydeligt, at faren er mere investeret i den kommende forældrerolle, end moren er.

Filmen udspiller sig som et kammerspil, hvor morens tvivl er omdrejningspunktet. Parret kører hjem i bilen, ligger i sengen, sidder på sofaen, alt imens en trykket stemning svæver mellem dem som en tæt tåge. Den klaustrofobiske atmosfære forstærkes af sort/hvid-optagelser og et næsten kvadratisk billedformat.

Kameraet er overvejende håndholdt, og helt tæt på karaktererne. Nogle gange så tæt, at det eneste, der fylder skærmen, er et øje. Det er en spændende visuel eksperimenteren, og her filmen har sine største styrker.

Narrativt har filmen mindre at byde på, men det er tydeligt, at det ikke er det, filmen er interesseret i. Den vil gerne skildre en følelse: den altomsluttende trykkende angst, der er forbundet med tvivlen på sig selv som kommende mor. Og det lykkes den i grunden rigtig godt med.

‘Full Facial’: En ordentlig omgang absurdistisk komedie lige i dit ansigt

Skrevet af Lukas Hermansen

En kvinde kører i sin røde sportsvogn med nummerpladen “ICON”. På passagersædet sidder hendes hund med tungen hængende ekstraordinært langt ud af munden. Hun parkerer foran en bygning og går derind med hunden i favnen.

Det viser sig, at hunden skal have en ansigtsoperation, så den kan blive flottere – og måske kan tungen endda blive fikset. Herfra udfolder sig en fortælling om en kvindes jagt på perfektion, og hvor langt hun er villig til at gå i den jagt.

I hovedrollen ses Ellen Hillingsø, som er skabt til at spille en kold og overfladisk perfektionist. Hun står for størstedelen af komikken i filmen, og leverer både replikker og fysisk humor til perfektion.

Filmholdet bag har tydeligt styr på, hvad der skal til for at løfte komikken. De rammer en absurdistisk tone, der fungerer fremragende. Og det visuelle udtryk er stramt og stringent på en måde, der understøtter filmens tematikker glimrende.

Grundpræmissen er unik, sjov og velfungerende til kortfilmsformatet. Filmen tager historien i uforudsete retninger, og skaber et helhedsindtryk, der sidder lige i skabet.

‘White Box’ er en hvid boks, der åbner sig som en Pandoras æske af fænomenal filmkunst

Skrevet af Oskar Bang Hansen

White Box er det nye kunstværk, som den middelaldrende kunstkurator Victoria skal fernisere for kunstneren No Name. Kunstværket er, som navnet antyder en hvid boks, man træder ind i – efter at have låst sin telefon væk. Besøgende står dermed helt alene med værket. Men når publikum og anmeldere ikke forstår kunsten, hvor langt er Victoria så villig til at gå for at få sit næste gennembrud?

Filmen følger den klassiske fortælling om den midaldrende kvinde, der i sin ungdom havde succes, men nu ekskluderes af kunstverdenen. Det handler om identitet, selvopfattelse og om, hvor langt vi er villige til at gå for anerkendelse. Genkendelige temaer, men her udført på fascinerende filmisk stærk vis.

Fotograf Christine Wennerstrøm Radl leverer et gennemført visuelt værk. Hver indstilling føles som et kunstværk i sig selv. Billeder af muséets stringente, krydsende trapper skaber en mosaik, der spejler kunstbranchens til tider spidse albuer. Den gennemgående hvide æstetik skaber både fascination og refleksion. 

På 22 minutter kunne filmen føles lang, men i hænderne på Selma Munksgaard Hansen og holdet leveres en mesterlig kortfilm, hvor min halve sides ord er alt for lidt til at beskrive, hvor spændende, æstetisk og moderne et stykke filmkunst den er.

‘White Box’ er instrueret af Selma Munksgaard Hansen, skrevet af Benjamin Colding, fotograferet af Christine Wennerstrøm Radl og produceret af Anna Lomholt Madsen.

‘de efterladte’ er en smuk eksistentialistisk beskrivelse af sorgens andet offer

Skrevet af Oskar Bang Hansen

Sorg er modbydeligt. Én ting er at miste en, man holder af – noget andet er at blive efterladt.

I ‘de efterladte’ følger vi Markus, der aldrig nåede at sige farvel til sin far, før han døde. På plejehjemmet møder Markus en blind ældre mand og beslutter sig i et impulsivt øjeblik at tage ham med på en køretur, mens han udgiver sig for at være mandens søn.

Den sjove idé udvikler sig hurtigt til en stor eksistentiel refleksion. Fotograf Malte Klarskov Hermansen har øje for billeder, der hæver sig op som malerier: Mægtige marker, vidunderlige vidder og et atmosfærisk angrende score, der underbygger følelsen af at være efterladt – i et liv, der føles uafsluttet.

Replikkerne føles naturlige og understøtter filmens humanistiske kerne. For hvad svarer man lige, når man har bildt en fremmed ind, at man er hans søn, alt imens man selv er i skyldfølelse over ikke at have været der for sin egen far? Det er i de få ord, i tøven og i de tilbageholdte tårer, at filmen for alvor rammer.

‘de efterladte’ er en tung og eksistentialistisk kunstfilm, men i eftertankens lys står den som en sårbar og stærk skildring af sorgens uendelige efterliv.