Flydende og faste former for H2O kæmper en smuk og tragisk kamp i ‘Into the Ice’

Copyright: Lars H. Ostenfeld

Vand, der skærer igennem vand. Det er den centrale fascination og det potentielt katastrofale fænomen i Lars Ostenfelds ‘Into the Ice’, der åbner dette års CPH:DOX med en rejse ind under overfladen på Grønlands indlandsis.

Smeltevandsfloderne bruser klare og blå igennem den tilstøvede, halvt sorte indlandsis på Grønland. Den opvarmede overflade smelter under solen, og tyngdekraften trækker de agile dråber den mest oplagte vej, der tilbyder sig. 

På deres rejse omdanner dråberne mere og mere is til vand og danner floder, der løber langs isens overflade, indtil den mindste sprække viser sig, hvorefter vandet vælter ned og danner et moulin-hul.

Klimakrise og ground truth

Fra luften fanger Ostenfelds kamera den slående visuelle skønhed af det rindende vand, og fra neden de skræmmende og overvældende huller, der også bliver ved med at omforme sig og potentielt kollapse, efter vandet er stoppet med at fosse igennem det. Poetisk naturdokumentar, når det er bedst.

Det er isen og dens huller, som Ostenfeld begiver sig ud på sine strabadserende rejser for at få lov til at filme, foranlediget af den potentielt livsafgørende, klimavidenskabelige opdagelse, som forskere må fire sig ned i isen for at gøre.

Ostenfeld hægter sig på ekspeditioner med tre forskellige førende videnskabsfolk inden for glaciologien. 

Han bruger dagevis i et vakkelvornt telt sammen med forskeren dr. Jason Box. På deres færd for at indsamle data om, hvorvidt øget nedbør på isen får den til at skrumpe hurtigere eller langsommere, står det klart, hvor barske ekspeditionerne på gletsjeren er. Blæsten fyger koldt mod ansigterne, og isen knaser under støvlerne.

Det er farligt og ubehageligt, men nødvendigt for at kunne etablere dét, forskerne kalder ground truth. Der er simpelthen visse fænomener man ikke kan opdage uden at være til stede på isen. Ligesom de også opleves stærkt for et publikum, der er lige så tæt på naturen.

Jagten på et fænomen i den golde kulde leder tankerne tilbage på den billedskønne ‘Sneleoparden’ (2021), der modtog topkarakter fra alverdens anmeldere.

Reality-tv-syndrom 

Sammenligningen udstiller dog de elementer, der tager tempo og spænding ud af ‘Into the Ice’. Hvor ‘Sneleoparden’ følger sit søgende makkerpar uafbrudt og konstant lader dem reflektere over deres overvældende omgivelser, lukker ‘Into the Ice’ sig inde i telte og sågar lejligheder med Jason Box og hans familie. Det afskærer publikum og de engagerede forskere fra deres fascinerende subjekt, indlandsisen. 

Det velmenende indblik i forskerens familierelationer og hans dagligdag trækker filmen ind på et Reality-tv-spor. Det stik modsatte af, hvad der udgør filmens højdepunkter.

‘Into the Ice’ veksler nemlig både mellem tre forskere og tre genrer. Hvor James Box-elementerne nærmer sig et realityprogram, bruges den danske forsker Dorthe Dahl-Jensen på en mere traditionel og videnskabelig måde velegnet til undervisningsmateriale, mens Alan Hubbard, manden der bliver firet ned i isens eget dyb, er hovedperson i en højspændt udforskningsfilm.

Der bliver åbnet for mange perspektiver, men ganske få følges  til dørs, og de forskellige elementer bliver til tider diffust sammensat.

Hjertet i filmen, og dét den får sit navn fra, er den første udforskning af et moulin-hul, hvor et menneske rent faktisk fires ned på bunden. Det er ganske vigtige klimavidenskabelige observationer, der bliver gjort dernede, men filmen handler i virkeligheden om skønheden ved indlandsisen, spændingen ved udforskning og de mennesker, der vier deres liv til isen og eventyret.