‘Following’ viser begyndelsen på de psykologiske spil og fortællestrukturer, der senere skulle blive mesterinstruktørens varemærke.

Hvis du endnu ikke har set en film af Christopher Nolan, får du nu en unik mulighed for at opleve, hvor det hele begyndte. ‘Following’ fra 1998 er kort, kompleks og klassisk Nolan – blot uden Hollywoods største stjerner og enorme budgetter.

I ‘Following’ følger vi en ung mand (Jeremy Theobald), der drømmer om at blive forfatter. For at finde inspiration til sin bog begynder han at skygge fremmede mennesker gennem Londons gader. Men da han møder den velklædte indbrudstyv Cobb (Alex Haw), udvikler hans nysgerrighed sig hurtigt til noget langt mere risikabelt.

Han bliver trukket ind i en verden af indbrud, manipulation og moralske gråzoner, hvor grænsen mellem at observere andre og selv blive en del af historien langsomt forsvinder.

I skyggen af storebror

At genudgive den næsten 30 år gamle debutfilm kort før premieren på Nolans kommende storfilm ‘The Odyssey’ kan umiddelbart virke som en strategisk markedsføring. Man kunne derfor frygte, at den lille debutfilm ville forsvinde i skyggen af en gigantisk Hollywood-produktion.

Kontrasten er da også markant. Hvor ‘The Odyssey’ kommer med et budget på omkring 250 millioner dollars, blev ‘Following’ skabt for blot 6.000 dollars. Skuespillerne var venner og familie, og filmen blev optaget i weekenderne over et år.

Netop derfor er genudgivelsen interessant. Den giver publikum mulighed for at vende tilbage til begyndelsen og se de første tegn på de idéer og virkemidler, der senere har defineret Christopher Nolans film.

Det er svært at fortælle meget mere om handlingen uden at afsløre for meget. ‘Following’ fungerer bedst som en oplevelse, hvor publikum selv må samle brikkerne. Filmen springer ubesværet i tid og skaber en konstant usikkerhed omkring, hvad der egentlig er sandt.

Det er de samme fortællemæssige greb, som senere blev udviklet i film som ‘Memento’ og ‘Inception’ – blot i en langt mere rå og minimalistisk form.

Faret vild i oplevelsen

Noget af det mest fascinerende ved Christopher Nolans film er evnen til at få publikum til at stille spørgsmål ved det, de lige har set. ‘Following’ er ingen undtagelse.

Selvom historien på overfladen virker simpel, er den bygget op som et puslespil. Små detaljer får ny betydning, efterhånden som fortællingen folder sig ud, og filmen tvinger publikum til at være aktive deltagere frem for passive tilskuere.

Med sine blot 70 minutters spilletid er ‘Following’ en af Nolans mest overskuelige film at gense. Og det betaler sig ofte at se hans film mere end én gang. 

Den første oplevelse handler om at finde vej gennem mysteriet. Den anden handler om at opdage, hvordan filmen hele tiden har forsøgt at lede dig i en bestemt retning.

Samtidig er filmens sort-hvide noir-æstetik langt mere end en konsekvens af det begrænsede budget. De mørke gader og skarpe kontraster skaber en klaustrofobisk stemning, hvor alle karakterer virker til at skjule noget. Det passer perfekt til en historie om mennesker, der konstant observerer, manipulerer og forsøger at kontrollere hinanden.

Som debutfilm er ‘Following’ bemærkelsesværdigt sikker. Nolan viser allerede her et stærkt greb om spændingsopbygning, visuel fortælling og komplekse karakterer.

Filmen er ikke på niveau med hans største værker, men den viser tydeligt, hvor fundamentet blev lagt. På lidt over en time etablerer Nolan flere af de temaer, der senere skulle følge ham gennem hele karrieren: identitet, bedrag og kampen for at forstå virkeligheden.

‘Following’ er derfor ikke bare et nostalgisk kig tilbage på en ung instruktør. Det er en chance for at opleve begyndelsen på et filmsprog, der stadig fascinerer næsten 30 år senere.