22 år efter at Lindsay Lohan og Jamie Lee Curtis første gang byttede kroppe, vender vi tilbage til familien Coleman, i en opfølger, der bygger videre på nostalgien uden at hænge fast i fortiden.
Allerede fra åbningsscenen, hvor Anna (Lindsay Lohan) drømmer sig væk til et liv som rockstjerne på en fyldt scene, men i virkeligheden danser rundt i sit nattøj, er vi tilbage i det velkendte familiekaos fra 2003-klassikeren ’Freaky Friday’.
Vi får hurtigt et billede af livet i familien her 22 år senere: Anna er nu singlemor til teenagedatteren Harper (Julia Butters), som kæmper sig igennem high school, mens Tess (Jamie Lee Curtis) nyder rollen som både stædig og kærlig mormor.
Fire kroppe, dobbelt forvikling
Hverdagen vendes på hovedet, da Anna forelsker sig i Harpers high school-fjendes far Eric (Manny Jacinto), og Harper pludselig står over for en stedsøster, hun aldrig har ønsket sig, og en familie, der planlægger at flytte hendes liv til London. Herfra ruller kaosset, og da det ikoniske “switch-up” rammer, er det større og mere uforudsigeligt end nogensinde før.
Med hele fire personer, der bytter kroppe, skal man i starten holde tungen lige i munden for at følge med, men filmen holder trådene adskilt, og karaktererne er så fulde af personlighed, at man hurtigt finder rundt i forviklingerne.
Skør, sjov og selvbevidst
’Freakier Friday’ er absolut skør og tosset, og den ved det godt selv. Meget af humoren handler om generationsforskelle, som når Tess befinder sig i en krop uden knækkende knæ og kunstige hofter, men filmen formår for det meste at ramme en tidløs og klassisk tone, uden krampagtige Gen Z-referencer, der allerede føles outdatede. Lohan og Curtis er stadig en uimodståelig duo med en kemi, man ikke kan undgå at holde af.
Der er masser af sjove easter eggs, gensyn og små nik til den første film, men det her er ikke en genindspilning. Det er en fortsættelse, der bygger videre på alt det, vi elskede ved originalen – med respekt og varme – og giver os en ny historie, der faktisk står på egne ben. Man er investeret hele vejen – hvad enten det handler om mor-datter-forhold, teenagedrama, kærlighed eller sorg.
Kærlighed på kryds og tværs
Manny Jacinto er virkelig charmerende i rollen som Annas nye kærlighed, og man kan ikke andet end at heppe på dem, mens de sammen navigerer gennem teenagedramaer og de nye udfordringer, der følger med familielivet. Samtidig er der masser af hjerte i portrættet af tre generationer af kvinder, der hver især prøver at finde deres plads i livet. Det er både morsomt og rørende.
Det er ikke nogen stor film, men ’Freakier Friday’ er en sjælden opfølger, der ikke bare lever på nostalgi – den føles frisk og fuld af kærlighed til sine karakterer.

