Guillermo del Toros dybe fascination af Mary Shelleys Frankenstein bliver der ikke lagt skjul på. Hans kærlighed til værket skinner tydeligt igennem, og selvom filmen på mange måder er tro mod romanen, er den også gennemsyret af del Toros egne, monstrøse og romantiske tematikker.

Del Toro er kendt for sine film, som ofte omhandler makabre monstre med skjulte, sårbare sider, heriblandt ‘Pans Labyrint’ (2006) og ‘Shape of Water’ (2017).

Nu vender han tilbage med prikken over i’et: en sand klassisk gotisk fortælling. Frankenstein indkapsler kampen mellem religion og videnskab i Victor Frankensteins forsøg på at genskabe livet efter døden

En fabelagtige farverig fortælling

Med et stjernespækket cast bestående af Oscar Isaac, Mia Goth og den ellers normalt udadtil knap så uhyggelige Jacob Elordi – der lykkes med hans dystre, men rørende præstation af monstret – formår del Toro at skabe en fortælling fuld af nuancer. Han stiller spørgsmålstegn ved, hvad der kan kaldes godt og ondt.

I en visuel kapring, kan man som seer ikke få nok af billedet, der gemmer på utallige pompøse detaljerede kostumer og scenografier, der binder universet sammen i en helstøbt æstetisk rød tråd. Det gør filmoplevelsen levende og sanselig. 

Shellys landskabsbeskrivelser fra bogen spejles i del Toros mise-en-scène, hvor naturen får en monumental rolle. Naturen bliver et symbol på livets cyklus, på de stadier, mennesket gennemgår for at modnes. Det skaber dybde i en fortælling, der ellers er blevet genfortalt utallige gange.

Det er svært at holde på en omdiskuteret hemmelighed

At dømme nogen på deres ydre fremtrædelse frem for indre er et gennemgående tema i Frankenstein, men i del Toros version bliver der ikke lagt skjul på, hvilken karakter der indkapsler det “grimme” indre – trods sit prægtige ydre. 

Dialogen peger direkte på det “sande monster”, og bliver et af filmens få svage punkter. Den eksplicitte morale overlader ikke fortolkningen til seeren, men fastlåser den i overensstemmelse med del Toros egen overbevisning. 

Denne tydelighed stammer dog fra instruktørens entusiasme for historien og hans forståelse af magtdynamikker – og de virkelige, menneskelige monstre, hvis brutalitet sjældent bliver fremhævet. Dermed bliver filmen, ligesom tidligere værker ‘Cronos’ (1993) og ‘Pinocchio’ (2022), også et politisk værk om menneskets egen monstrøsitet.

Kærlighed gør blind

Ordsproget får en helt ny betydning i del Toros ‘Frankenstein’. Her bruger han bogstavelig talt blindheden som en metafor i mødet mellem Jacob Elordis monster og den gamle, David Bradleys blinde mand. 

Monsteret får mulighed for at vise sit indre værd – uden at skal stå til regnskab for sit knap så gejstlige ydre. Den blinde mand lærer ham at læse, føle empati og at tro på kærlighed. For første gang får monstret et glimt af, hvad det vil sige at være menneske. 

Samtidig bliver blindheden vendt på hovedet: monstret spejler sig selv i den blinde mand, som på trods sit manglende syn, stadig kan leve og blive elsket af sine nærmeste. Det planter ideen hos monstret om at finde en partner af sin egen slags. En, han kan dele den blinde kærlighed, vi alle længtes efter.  

Elsk monstret som du elsker dig selv

En klassisk tendens hos del Toro er hans lyst til at skabe romance mellem monstret og mennesket. Men her fungerer det bedst i relationen mellem mændene.

Mia Goths karakter, Elizabeth, spiller den kvindelige romantiske interesse for hele tre fremtrædende mandlige karakterer, og kærlighedstrekanten virker unødvendig og overkompliceret. Et Ødipuskompleks bliver dråben, der får bægeret til at flyde over. 

På trods af dette bliver ‘Frankenstein’ en film med noget for alle, med både hjerne og hjerte. Del Toro bringer nyt liv, der aldrig er set før i den gamle fortælling, og fremkalder essensen, så den ikke blot taler til den enkelte seer, men til hele samfundet, og opfordrer til at skabe rummelighed og plads til hinanden. 

For hvem skal vi elske hvis ikke hinandens inderste monstre og skævheder, uhyggelige eller ej.