Instruktøren bag flere kultklassiske splatter-komedier vender tilbage til sine rødder med en underholdende, blodig og næsten vellykket overlevelsesthriller

Vi kender det alle sammen: Det ene øjeblik er man ude at flyve på vej til et vigtigt møde i Bangkok, det næste øjeblik er man strandet på en øde ø med sin skrækkelige chef, og må jage vildsvin, hvis man vil have bacon. 

Ud fra sådan et præmis har du så måske allerede en idé om, hvordan ‘Send Help’ ser ud og fungerer. Hertil skal det hurtigt tilføjes, at det er Sam Raimi, der står bag filmen.

I dag er han måske mest kendt som manden bag de tidlige nullers ‘Spider-Man’-trilogi, men før det var han kongen af gyserkomedien. Og det kan mærkes. Alderen har tydeligvis ikke påvirket hans groteske legesyghed i forhold til filmiske virkemidler eller kropslige væsker.

‘Send Help’ er et grufuldt og glædeligt gensyn med lattervækkende, plat fald-på-halen-splatter i en filmstill, der bedst kan beskrives som Looney tunes fra helvede. Dog er det ikke altid klart, hvad meningen med galskaben egentligt er. 

En drøm af et mareridtsscenarie

Når filmen ikke har travlt med at eksplodere i bræk og blod, bliver der sandeligt også kælet for karakterdynamikken hos dens dysfunktionelle duo.

Tilbage på kontoret var den dygtige, hårdtarbejdende og ekstremt akavede Linda Liddle (Rachel McAdams) på bunden af fødekæden, mens den smørede chef Bradley Preston (Dylan O’Brien) fik sin plads på toppen serveret på sølvfad.

På øen er det omvendt. Her er ingen kære mor eller afdøde fædres kapitalistiske firmadynastier, og pludseligt er en fanatisk besættelse af ‘Robinson Ekspeditionen’ vigtigere end hvem man spiller golf med.

Deres modstridende magtliderlighed og påtvungne kammeratskab gør, at man aldrig helt ved, om de er på vippen til at snave, eller til at rive håret af hinanden. Begge skuespillere spiller røven tilstrækkeligt i laser til, at det er nogenlunde troværdigt og absolut underholdende. 

Men selvom skuespillerne gør det godt, bliver karaktererne alligevel overdrevet til nær-parodisk meningsløshed et sted i processen. Det er aldrig helt tydeligt, om man skal sympatisere med dem, eller grine af dem. 

Verdens værste firmaudflugt

Under filmens intentionelt åndssvage overflade, gemmer der sig en banal men velkonstrueret thriller om to karakterer i ekstreme omstændigheder. Flere gange lugter det faktisk af, at filmen har noget på hjertet.  Der mangler bare enten et par twists – eller meget mere blod – før filmen helt kan berettige sin længde. 

Der er intet galt med at være mere underholdende end engagerende. Men det kan være svært at finde sit fodfæste som publikum, når en film gør en dyd ud af at spænde ben for sig selv. Det er ikke ensbetydende med, at det er en dårlig oplevelse, så længe man bare er med på joken. 

‘Send Help’ står stærkest, når den danser lystigt på grænsen til for meget. Og der er helt klart en pointe i, hvordan de pludselige voldsudfald står i skarp kontrast til filmens mere tålmodige scener.

Samtidig kunne man måske have håbet, at Sam Raimi – med al sin splatter-erfaring – havde skåret lidt mere ind til benet.