At være eller ikke at være sønderknust af fortællingen, der efter sigende inspirerede Shakespeare til at skrive Hamlet – det er spørgsmålet. 

Her er han dog blot kendt som Will (Paul Mescal), en skrabet latinlærer, der forelsker sig i den mystiske Agnes (Jessie Buckley). Hun er i folkemunde kendt som datter af en skovheks – og derfor en kvinde, Will bestemt ikke burde gifte sig med. 

‘Hamnet’ er en historie om kærlighed – men i lige så høj grad om døden, frygten for den og det, der kommer efter. Det er den Oscarvindende Chloé Zhao, der sammen med et hold af fremragende filmkunstnere bringer fortællingen til live. 

Zhao har skabt en film, der kan mærkes helt inde i sjælen. Alle aspekter smelter sammen i en helstøbt helhed, hvor billeder, lyd og skuespil løfter hinanden, og filmen træder ud af lærredet for at omfavne de knuste hjerter, der ser med.

Fængende præstationer

Agnes ligger i fosterstilling mellem rødderne i skovbunden – ikke ulig en livmoder. Hun er den del af naturen, lige så meget som den er en del af hende. Smuk, frygtløs, barsk og kærlig sniger hun sig ind under huden på både publikum og ikke mindst Will.

Men ‘Hamnet’ er ikke en baggrundshistorie om, hvordan Will blev til Shakespeare, selvom vi ser små glimt af hans spirende forfatterskab: kærlighedens rus fra sit første kys med Agnes, der senere spejles i Romeo og Julie, og børnenes lege, der sender tanker mod Macbeth.

I stedet er det fortællingen om to elskende med drømme om et fælles liv – og om at blive forældre. De bliver de, blandt andet til titelkarakteren Hamnet (Jacobi Jupe), som leverer en præstation, der får snøft til at give genlyd i hele biografsalen.

Alligevel er det svært for både Jupe og Mescal at matche Buckley, der løfter filmen til et andet niveau. Hun besidder en unik evne til at tappe ind i alle Agnes’ tænkelige følelser, og filmen fungerer nærmest som et showcase for hendes enorme spændvidde.  

Sorgens mange ansigter

Vi befinder os i slutningen af 1500-tallet. Det cementerer sig både i gennemførte kostumer og scenografien – men også i pestens ubarmhjertige tilstedeværelse. 

Mens Will opholder sig i London for at forfølge sine ambitioner, rammes familien af sygdom. Hamnet drømmer selv om at stå på scenen med sin far, men må i stedet være manden i huset og forsøge at holde sammen på hjemmet, da tragedien indtræffer. 

Det rolige kamera, der hidtil har underbygget fortællingens varme, bliver en stilfærdig kontrast til den eksplosion af emotionelle præstationer mellem Buckley og Mescal, hvis karakterer mødes i et sammenstød af uenigheder om, hvordan sorgen skal håndteres, og skaber en sitrende spænding mellem dem.

I disse passager kan filmen føles langsommere. Men dvælen fungerer også som en insisteren på, at sorg ikke kan forceres. Den påvirker alle dele af livet, og det hul, der efterlades, kan ikke fyldes.

Uendelig kærlighed 

‘Hamnet’ er spækket med symboler og følelser. Til tider kan det næsten føles, som om filmen insisterer på at få os til at græde. Og ja – det lykkes, men enkelte steder balancerer den på grænsen til det overvældende.

Hvor Zhao tidligere har mestret en kølig distance, vælger hun her at gå helt tæt på. Det gør filmen mere umiddelbar – og mere sårbar. Ikke alt er underspillet, men det meste er gennemført med en imponerende sikkerhed. 

Resultatet er et pragteksemplar på historisk fiktion, med et strejf af virkelighed. Zhao fortæller ikke blot en hjerteskærende kærlighedshistorie; hun passer på os imens. Akkurat som Will forsøger med skuespillet om Hamlet, inviterer hun os ind i sorgen og lader os bære den sammen med karaktererne. 

Som filmen selv antyder: Måske er kunsten netop en måde at sørge i fællesskab på. En måde aldrig at være helt alene.