‘Honest Thief’ minder os om, at Liam Neeson var bedre i Taken-triologien

Copyright: Scanbox

Sammen med bankboksene springes vores forventninger i tusinde stykker, når instruktøren Mark Williams på åben skræm sender Liam Neeson på pension.

Da den erfarne bankrøver Tom (Liam Neeson) møder Annie (Kate Walsh), indser han, at det er på tide at stoppe den tvivlsomme hobby. Nu vil han frivilligt overgive sig til FBI til gengæld for nedsat straf og en ren straffeattest. Men et par agenter med møgbeskidt mel i posen gør det svært for Tom, og han må nu bruge alle tricksne fra hans (meget) tykke karrierebog for at rense sit navn.

Kan en gammel hund lære nye tricks?

”I’m coming for you”. Med disse gyldne ord ringer Neeson truende til manden, der har gjort hans kvinde ondt. Lyder det bekendt? Det er svært at gennemskue, om instruktøren Mark Williams blot er kæmpe fanboy af Taken’, eller om en skriveblokade fik ham til at genbesøge gamle manuskripter.

Liam Neesons CV fylder efterhånden mange A4-ark. På jobansøgningen kan han normalvis både fremhæve sin hurtighed, intelligente fremtoning og hårde facade.

Men Mark Williams har tydeligvis ikke troen på, at en gammel hund kan lære nye tricks. Tværtimod nedgraderer han rammerne omkring Neeson, og sætter ham op mod dumsindige og overilet agenter, hvor han i overgivelsen til FBI overser mange røde alarmklokker.

Heldigvis er Neeson svær at slå helt ud af skuespillergamet, og med hans ikoniske, mørke stemme og alvorlige ansigtstræk tilføjer han dybsindighed til karakteren Tom.

Kvinden, der ændrede mandens liv

Kan det blive en større kliché? Den fortabte mand finder en kvinde, som kan fri ham fra hans uforløste traumer. Og hvem kan bedre redde den gamle røver end den psykologistuderende Annie.

Man skulle tro, at psykologistudiet havde lært hende at læse folk, men da de fjendtlige agenter stjæler Toms penge, stoler hun blindt på dem og sender dem videre med tre millioner i kontanter.

Udover at være godtroende er Annie let at imponere. Som Tom antænder bomber, afslører julelysene i hendes øjne, at hendes karakter bygger på stereotypen om den blåøjet kvinde, der betages af den slagkraftige mand.

Med ærlighed kommer man åbenbart langt

Som titlen ‘Honest Thief’ antyder, er Tom en ærlig tyv. Med 12 banker og 9 millioner i baggagen vil han overgive sig. Og med ærlighed kan med tilsyneladende komme virkelig langt.

Tom fremstilles helt uden ridser i lakken – altså set bort fra de dybtgående rynker selvfølgelig, for dem har han mange af. Så hvorfor røver sådan en sandfærdig mand så mange banker? Svaret klinger lidt hult, og filmens præmis virker en anelse for letkøbt.

Ret skal være ret. Har du lyst til at se en film, hvor du kan sende hjernecellerne lidt på ferie, mens du slumrer hen i biografmørket, så er ‘Honest Thief’ et fortrinligt bud. Du kan sagtens blive underholdt, men du skal ikke forvente en banebrydende actionfilm.

Historien er der, men de letkøbte forklaringer gør, at det hele falder lidt til jorden. Normalt er actionhelten Liam Neeson skarp, men Williams har tydeligvis ikke meget tiltro til en gammel køter.

Mon Neeson bliver indkaldt til en snak om pensionsordning efter filmen?