Honning – Premiere 19/8/2010

Smukt tyrkisk drama. Honning. Photo courtesy of Miracle Film

Af Maj Weise Christiansen

Det smukke tyrkiske drama ”Honning” (”Bal”), som i februar vandt Guldbjørnen i Berlin, kan nu ses i danske biografer. ”Honning” er instrueret af tyrkiske Semih Kaplanoglu, og den er den tredje og sidste film i trilogien ”Sjælens bånd”, der også inkluderer to af Kaplanoglus tidligere film, ”Æg” (”Yumurta”) og ”Mælk” (”Süt”). De tre film er uafhængige af hinanden bortset fra, at de alle tre har en hovedperson ved navn Yusuf som gennemgående karakter.

I ”Honning” centrerer handlingen sig omkring drengen Yusuf (Bora Altas), der lever med sine forældre i bjergrigt og isoleret område af Anatolien i Tyrkiet. I filmens åbningsscene bliver man præsenteret for faderens (Erdal Besikcioglu) job. Han er biavler, og med et reb om livet må han klatre mange meter op ad glatte træstammer for at få fat i den honning, som er familiens livsgrundlag. Men den gren, hvorpå rebet er bundet, knækker, og pludseligt hænger faderen med hovedet nedad i 50 meters højde. Hvad hans skæbne bliver, får man først svar på senere i filmen, men åbningsscenen er med til at kaste en dyster stemning over filmen.

Yusuf er en meget mut dreng. I skolen er han en outsider, han stammer, og der bliver grint af ham bag hans ryg. Når Yusuf begiver sig ud i skovene med sin far på jagt efter honning, liver han dog op. Mellem fader og søn hersker der et særligt bånd, og det er kun sammen med faderen, at Yusuf er sig selv.

”Honning” er en meget stille film. Instruktøren Semih Kaplanoglu formår således at trække tempoet helt ned og dvæle ved hvert enkelt billede. Men selvom der tydeligvis er kræset for billedsiden, så bliver filmen dog noget langtrukken i længden.

Det skyldes især, at der er mange scener, der bliver gentaget. Fx Yusuf, der spejder ud over skoven, eller Yusuf der fra et vindue betragter sine legende klassekammerater. Derudover er der meget lidt dialog i filmen. Karaktererne er lidt glansløse, og man kommer aldrig helt ind på livet af dem og lever med dem. Det sker kun i få scener, fx i de scener, hvor Yusuf foran sine klassekammerater stammende forsøger at læse op fra sin lærebog. Der gør det rigtigt ondt.

Men ”Honning” er en meget smuk film, og naturen er en stor og nådesløs aktør i filmen – og dermed ikke blot et dekorativt bagtæppe. Naturen påvirker handlingen og er med til at skabe filmens forløb. Da bierne i de stader, hvorfra Yusufs far henter honning, dør, må faderen begive sig længere ind i skoven for at sætte nye stader op i trætoppene. Og det bliver skæbnesvangert for ham.

På trods af at ”Honning” er en usædvanligt smuk film, og på trods af filmens historie om forholdet mellem far og søn er vedkommende, så blev jeg dog aldrig rigtigt fanget. Faktisk tog jeg mig i at ”svømme hen” i egne tanker flere gange under filmen. Men hvis man er til de mere stilfærdige og dvælende film, kan ”Honning” anbefales.

3 ud af 6 stjerner.