Spis de rige? Det er et budskab, de fleste kan stå bag. Men når vi står med hånden på guillotinens håndtag, er det måske de færreste, der tør trække i det… ‘How to Make a Killing’ lader klingen falde, men har måske ikke helt det rigtige motiv bag.

Hvor langt ville du gå for 28 milliarder dollars? Ville du snyde eller skade andre? Ville du måske endda begå mord? Det er et fjollet hypotetisk scenarie, for det ville jo aldrig blive relevant. Men det er netop, hvad der sker for Becket Redfellow (Glen Powell) i ‘How to Make a Killing’.

Hans mor blev nemlig smidt ud af den megarige Redfellow-familie på grund af hans fødsel uden for ægteskab. En vigtig detalje: hun blev ikke gjort arveløs. Becket vokser derfor op i den pæne middelklasse med drømme om en dag at arve alt. 

Gode ting kommer dog ikke altid til dem, der venter, og efter at idéen plantes i ham af en barndomsven, beslutter han sig for at være lidt mere proaktiv i jagten på arven.

Syv overklasserøvhuller står mellem ham og en milliardær-arv på størrelse med Danmarks årlige militærbudget. Hvis titlen ‘How to Make a Killing’ ikke er åbenlys nok, så er planen altså at dræbe dem én efter én – hvilket måske lyder som en rigtig god idé, hvis man aldrig har hørt om politiet.

En skudsikker plan

Præmissen er egentlig ikke så langt ude. Især ikke når man ser, hvor irriterende og dumme størstedelen af arvingerne er, takket være blandt andre Zach Woods og Topher Grace, der er mistænkeligt gode til at spille kæmpe klaphatte. 

Der mangler dog to ting, før filmen når helt i mål.

Begge problemer hænger sammen med, at vi aldrig kommer ind bag facaden på Glen Powells Becket. Hans had til familien er velfunderet – de behandlede både ham og hans mor dårligt – men han hopper bemærkelsesværdigt hurtigt på idéen om at slå dem alle ihjel. Endda på opfindsomme og underholdende måder. 

Har alle så let til mord? Eller gemmer der sig noget mørkere i ham? Det er svært at sige, selvom han fungerer som fortællerstemme gennem hele filmen.

Samtidig fortsætter han rimelig ihærdigt sin blodige mission, selv da hans liv begynder at blive markant bedre, og FBI ånder ham i nakken. 

Det kunne skyldes Margaret Qualleys Julia, som – lidt som en anden Lady Macbeth – forsøger at overtale ham til at fortsætte af egne ambitioner. Men ifølge Beckets egen voice-over er det først senere, at hun for alvor får ham overbevist.

Problemet koger ned til, at Glen Powell spiller Becket som en charmerende, men ellers helt igennem almindelig fyr. Det er svært at sige, hvad der driver ham, udover en masse penge. 

Men er det ikke netop pengene, der gør familien så forfærdelig? Er hans mål blot at blive en af dem, så han selv kan se ned på folk som os? 

Hvis det ikke er den amerikanske drøm, så ved jeg ikke, hvad der er.

Glem Powell

Charmerende Hr. Powell har nydt godt af at være Hollywoods white man of the year. Fra sin rolle i ‘Top Gun: Maverick’ etablerede han sig som en hverdagens helt, og genoplivet filmserier fra 80’erne og 90’erne hvor han overtog hovedrollen fra Hollywood-legender som Schwarzenegger og Paxton.

På trods af sine næsten for veldefinerede kindben og generelt smukke ansigt (og vaskebræt-abs) er han dog forbandet af et forglemmeligt ansigt. Jeg har indtil flere gange måtte vise min kæreste en Google-søgning på ham, når jeg har forsøgt at forklare, hvem han er.

Men charmerende er han, og kan både spille sjov og seriøs. På trods af den manglende karakterdybde gør han det også her. 

Han fungerer dog bedst, når manuskriptet giver ham lidt mere at arbejde med. Det gjorde det eksempelvis i den mistænkeligt lignende ‘Hit Man’, hvor han spiller en helt almindelig mand, der lader som om, han er morder. 

Her er situationen den omvendte: en morder, der lader som om, han er en helt almindelig mand.

Also starring Margaret Qualleys legs

Filmen har generelt et ret stjernespækket cast –  mange dog kun i relativt korte roller (spoiler alert: nogle af dem dør). 

Over dem står Margaret Qualley, der spiller barndomsveninden Julia. Hun får lov til at spille en interessant slags sekundær antagonist til rigmandsfamilien. 

Lidt distraherende er det dog, at hun konsekvent bærer meget lårkorte kjoler, hvilket kameramanden tydeligvis har bemærket. Hendes ben får næsten mere skærmtid end hendes ansigt. 

Men det er vel et skridt op fra fødderne i hendes rolle i ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

Det kom ikke som en overraskelse, da jeg læste, at det er instruktør og manuskriptforfatter John Patton Fords blot anden spillefilm – på trods af at være i branchen i 20 år. 

‘How to Make a Killing’ er ganske underholdende, men en kende forudsigelig. Præmissen lyder mere interessant på papiret, end den ender med at være på lærredet.

Resultatet er en halvhjertet kritik af kapitalismen, der – på bedste amerikanske manér – kun er dårlig, indtil man selv bliver rig. 

Heldigvis reddes filmen af en række dygtige skuespillere, der viser, hvor meget man faktisk kan få ud af et noget tyndt manuskript.